• Yvirlit
  • Prenta
  • RSS hald
Tú ert her:

Sorg er í báðum liðum

Sum nevnt varð í undanfarnu grein, gjørdist Dagmar drotning í Danmark í 1205, og hon doyði í 1212.

Ein samtíðarmaður hennara hevur verið nógv umrøddur á dansigólvi í Føroyum upp gjøgnum tíðirnar. Tað er svenski kongurin Sverker, ið verður umrøddur í vísu nr. 136 í “Danmarks Gamle Folkeviser“: “Kong Sverker den unge“ ella “Det var han unge kong Sverke“, sum man ljóða heimligari hjá dansihugaðum. Í “Danske kæmpe- og folkeviser“ er vísan nr. 19, hon hevur TSB-frámerkið C5.

Sama søga er søgd á norskum bæði í útgávuni hjá Bugge: “Gamle norske folkeviser“, 1858, og í tilfari hjá Norsk Folkeminnesamling, Institutt for folkeminnevitskap.

Á svenskum er vísan prentað í “Svenska medeltidsballader“, sum B.R. Jonsson legði til rættis, og í “1500- og 1600-talens visböcker“, sum Noreen, Schuck, Lundell og Grape greiddu til útgávu 1884-1925.

Í verkinum „Sveriges Historie“, ið kom út í Stokkhólmi í 1926, lesa vit, at Knút Eiriksson, kongur, doyði 8. apríl 1196, og eftirmaður hansara var Sverker Karlsson, sonur Karl Sverkerssonar.

Søgukøn hava hildið, at Sverker gjørdist kongur, av tí at synir Knúts Eirikssonar ikki vóru komnir til myndugleikaaldur, tá ið pápin doyði. Ætlanin mundi vera, at Sverker skuldi vera í faðirs stað, til elsti sonur Knúts hevði aldur at taka við krúnuni - men Sverker vildi ikki lata kongsvaldið frá sær, tá ið Eirikur Knútsson kom til henda aldur - og av hesum stóðst stríð.

Sverker hevði verið giftur við Benadiktu, ið var av múgvandi Sælandsætt, dóttir Ebba Súnasonar, men til at styrkja støðu sína í Svøríki, gekk hann í hjúnalag við dóttur jallin Birgir Brosa, Ingigerð, sum í 1201 føddi honum sonin Johan. Nú var so nýggjur trúnarvingi føddur til svenska kongsvaldið, og hetta fekk synir Knúts Eirikssonar, ið áður eru umrøddir, at leggja upp ráð móti Sverkeri. Í november í 1205 fór Eirikur Knútsson við heri úr Noregi móti Sverkeri, men tapti í einum bardaga, ið stóð við Älgarås í Vesturgötalandi - tríggir brøður Eiriks fullu, og Eirikur mátti sjálvur flýggja aftur til Noregs.

Trý ár seinni herjaði Eirikur Knútsson á aftur, og nú bar betur til, tí sviar vóru, sum árini liðu, alt meira misnøgdir við stýrislagið hjá Sverkeri.

Og hóast hesin fekk dygga hjálp frá donsku ættini hjá fyrru konu síni, so tapti hann so dyggiliga avgerandi bardagan, ið stóð við Lena (nevndur Lene í 19. ørindi í vísuni) í Vesturgötalandi í januar í 1208. Og tá mátti Sverker flýggja til Danmarkar.

Tað er um henda bardaga, at vísa okkara snýr seg:

Sverker fer til danakong at biðja um stuðul, tí hann ætlar at hevna deyða faðirs síns - og hann fær játtandi svar.

Her mistekur vísuyrkjarin seg, tí Sverker fór, sum áður nevnt, ikki til kongin í Danmark men til ein av stórmonnum Sælands, sum veitir honum hjálp:

 

1. Det var unge kong Sverke

går for danerkongen at stande:

“Min ædle herre, I det ikke fortryde,

jeg klager for Eder min vånde.“

 

Thi føre riddere deres skjold,

der græder så mangen.

 

2. “Min fader er slagen ihjel med svig,

og jeg er af landet uddreven;

dankonning, I låne mig af Eders mænd,

jeg kan det ærligen hævne.“

 

3. “Jeg vil låne dig af mine mænd,

både sælandsfar og jude;

de ere de bedste orlogsmænd,

som både kunne hugge og skjude.

 

4. Jeg vil låne dig Engelbret

og dertil herre Karl Grå;

der er ingen i Sverriges land,

som ene kan mod hannem stå.

 

5. Jeg vil låne dig herr Ove Dyre

med sit forgyldte horn;

han hugger ned for fode i strid,

som bønder de meje korn.“

 

Vit hoyra síðan um, hvussu Sverker ríður til Oyrarsund, og snekkjurnar leggja frá landi:

 

6. Det var om en hellig søndag,

der messen var god at høre,

Sverke han rider til Øresund,

han lader sit folk overføre.

 

7. De lagde ud deres snekker fra lande;

- det var så favr en flåde -;

de vare vel syv og syvsindstyve

foruden de andre små både.

 

8. Unge Sverke stander i fremmer stavn,

og ser han ud på sunde:

“Herre Gud, lad mig enten sejr vinde

eller synke her ned til bunde.“

 

9. Så kasted de deres anker

alt på den hvide sand;

det var unge kong Sverke,

han tren der først på land.

 

10. Først drog ungen Engelbret

og så han herre Karl grå;

så kom han unge kong Sverke selv,

hans banner var gul og blå.

 

Komnir yvirum leggur Engelbret Sverkeri tey ráð at senda fíggindanum avbjóðing, og so ríður sendisveinurin av stað við boðunum, sum fáa ilt í “Sveriges høvding så bold“, sum man vera Eirikur Knútsson:

 

11. Det mælte ungen herr Engelbret,

og så tog han op på:

“Herr Sverke, I sende vore fiender bud,

I lade dem fejdebrev få.“

 

12. Bort da red den raske smådreng,

hannem skinned guld på hænde;

der kunne hverken høg eller hund

følge hannem dag til ende.

 

13. Ind da kom den liden smådreng

og stedtes han for bord,

han var snild og kræng i tale,

han kunne vel føje sine ord.

 

14. Det da meldte han uden gammen,

dertil gav han god evne:

“Sverke, min herre, haver sendt Eder bud,

sin faders død at hævne.“

 

15. “Hvor da tør du, usselige dreng,

byde mig æggen hin hvide;

hans fader stod mig ikke hug uden et,

han byder mig ikke ud at stride.“

 

16. “Hør I, Sveriges høvding så bold,

I lader Eder ikke forundre;

op da vokser den liden hund

med hvasse tænder i munde.“

 

17. Det da var den liden smådreng,

han sprang til gangere rød.

Det vil jeg for sandhed sige,

han red, som fuglen fløj.

 

Vit koma so til ta ógvisligu lýsingina av bardaganum:

 

18. “Hil sidde I, unge kong Sverke,

og kæmper så haver I fromme,

I sadle Eders heste, I drage imod,

Eders fiender monne nu komme.“

 

19. De droge ud ad bjerge og lide,

og Lene monne de det kalde;

der lagde de af deres kåber blå,

de førte sig i brynjer alle.

 

20. Tilsammen da droge de ædle herrer,

det var så ynkelig en leg;

det var fuldt ondt at stande i den strid,

som sønnen faderen sveg.

 

21. Frem da rede de danske hovmænd,

de førte så godt et mod;

så sloge de de Vester-Gyllands mænd,

hvor de fore frem, for fod.

 

22. Kong Sverke hug, og Sverting bed,

der gjordes så varmt om hænde;

det var stor ynk at stande i den strid,

som sønnen ikke faderen kende.

 

23. Kong Sverke hug, og Sverting bed,

og hjelmene de gjordes røde,

det var stor ynk i striden at stå,

som sønnen slog faderen til døde.

 

24. Det var unge herr Engelbret

blæser i sit forgyldte horn;

så vog han de Vester-Gyllands mænd,

som bønder de meje korn.

 

25. Det var Sveriges høvding så brad,

han hug med sværd så fast,

ikke kunne Sverke andet gøre

end bøde for hans kast.

 

26. “Nu haver jeg standet dig femten hug,

ja flere og ikke færre;

du stat mig et for alle dem,

alt for din høvdings ære.“

 

27. Det var unge kong Sverke,

han der ikke længere hødte;

han hug den høvding i forgyldte hjelm,

så odden i sadelen mødte.

 

28. De danske stode så mandelig bi,

de svenske til liden fromme;

langt heller ville de på stedet dø

end fra herr Sverke rømme.

 

29. De svenske vare to og tre imod en,

thi blev der i krigen stor nød;

så mangen ridder der blegned om kind,

så mangen hovmand blev død.

 

Í hesum tólv ørindunum eru nógvar fyndugar vendingar, sum mangan hava verið havdar á munni, eitt nú: “Det var stor ynk i striden at stå,/ som sønnen slog faderen til døde.“

Í teimum seinastu ørindunum verður so greitt frá tí mikla mannfallinum og um, hvussu konurnar bíða, men eingin kemur heim. At enda verður so sagt frá, hvussu Sverker steðgar bardaganum, men tó svør, at hann skal koma aftur á øðrum sinni:

 

30. De vare vel otte tusinde mand,

der de af Danmark for hen;

vel næppelig fem og femti mand

kom hjem til landet igen.

 

31. Imellem både bjerge og dybe dale,

der gjælder både ugle og ørn;

der græder så mangen yske enke

og halv flere faderløse børn.

 

32. Imellem både bjerge og dybe dale,

der gjælder både ugle og ravn;

der græder så mangen smuk fæstemø,

haver mist sin fæstemand.

 

33. De fruer stande i højeloft,

de vente deres herre skal komme;

hestene de komme blodige hjem,

og sadlene de vare tomme.

 

34. Kong Sverke vinker gennem gylden hjelm:

“Haver nu denne strid en ende;

flygtig mand ej mister sit mod,

han kan engang omvende.“

 

35. Mine fjender ere slagne, mine maver ere døde,

det gør mig hjertens vånde;

men lever han Sverke år og dag,

han kommer igen til lande.

 

36. Her er tabt, og her er vundet,

her sørges på begge sider;

så vel tror jeg dankonning god,

til hannem jeg henrider.

 

37. Min fader er slagen ihjel med svig,

og skal jeg af landet udrømme,

så ilde skal det de oplændiske bønder

og deres medfølgere bekomme.

 

38. Og før skal jeg lade mit unge liv

og blod og ånd opgive,

førend jeg skal træde ifra kongeligt navn,

mine fiender det overgive.“

 

39. Indbyrdes hoffærd og hemmeligt had

fordærvelsens rod monne være;

en moder til kiv, til kamp og strid,

som borttager liv og ære.

 

40. Den ene den anden fordærver i grund,

når tvende tilsammen monne fægtes;

så kommer den tredje og tager det bort,

uden sværdslag hannem ej nægtes.

 

Og hetta lyftið um at koma aftur helt Sverker, kongur. Á sumri í 1210 leyp hann við lítlum heri á liðið hjá Eiriki Knútssyni. Bardagin stóð við Gestilren í juli mánaði, og her fall Sverker sjálvur.

Eirikur hevði nú frið á kongssæti sínum, men honum var ikki langt lív lagað. Hann doyði í 1216, og tá varð sonur Sverker, Johan Sverkerson, kosin kongur bara fimtan ára gamal. Men hann fekk eisini stutta ævi. Hann doyði á sóttarsong í 1222, og við honum doyði ættin hjá Sverkeri út.

 
 
 
Nám Hoyvíksvegi 72 Tórshavn Tel. + 298 755150 snar@(if you can see this please update your browser)snar.fo © Nám 2018