• Yvirlit
  • Prenta
  • RSS hald

Sveinur vitleysi

Vísa nr. 18 í “Danmarks gamle folkeviser“ nevnist “Svend Vonved“. Í vísubókini “Danske kæmpe- og folkeviser“ er hon nr. 9.

Hvussu skal hetta tilnevnið, Vonved, hesin sveinurin hevur fingið, tulkast? Tað hava fólkavísugranskarar ivast í, men flestu teirra seta tað í samband við danska orðið vanvittig - harav greinarheiti okkara.

Vísan er í yvirlitsverkinum TSB at finna undir talmerkinum E 52 - millum kappakvæðini - og har í deildini “Mannfall og hevnd“, sum eisini fevnir um fleiri føroysk kvæði: “Regin smiður“ og “Høgna táttur“, CCF 1, “Álvur kongur“, CCF 14, “Arngríms synir“, CCF 16, “Guttormur í Hattarmóti“, CCF 58, “Hákun av Danaríki“, CCF 61, “Jatvarðs ríma“, CCF 71, “Magnus kongur av Fraklandi“, CCF 76, “Óðin í Ásgørðum“, CCF 79, og so “Skjáldmann kongur í Spann“ ella “Kongurin út í Spann“, CCF nr. 93 A og B. Vísan er umframt í Danmark at finna í Noregi og Svøríki.

Í TSB hevur søgugongdin fingið yvirskriftina „Sonur hevnir deyða faðirs síns og ber upp nakrar gátur“. Gongdin er heldur enn ikki fløkjalig:

Móðirin eggjar eftir øllum at døma Svend Vonved at hevna faðir sín - hetta til at koma honum í óføri, men tað eydnast honum at basa faðirsins banamanni, einum trøllakendum kalli, sum hildin er at ráða yvir djórunum. Tá ið hann so kemur heim aftur, drepur hann tólv trøllkonur, og móður sína høggur hann í fimm túsund petti.

Eftir øllum at døma gongur vísan aftur til norskar heimildir, sum aftur byggja á keltiskt ævintýratilfar.

 

1. Svend Vonved sidder i bure,

han slår guldharpen prude;

han slår guldharpen under skind,

hans moder kom der gangende ind.

 

Se dig ud, Svend Vonved.

 

2. Ind kom hans moder, fru Adelin;

hun måtte vel være en dronning fin.

“Du skal dig, Svend Vonved, udride

med andre kæmper at stride.

 

3. Og du skal hævne din faders bane;

en anden må din harpe låne,

den stund du rider af landet hen;

det er mit råd, min kære søn.“

 

4. “Skal jeg fare af landet hen,

ret aldrig kommer jeg her igen.

Jeg passer ikke på harpeleg.“

Da gjordes han i kinder bleg.

 

5. “Da skal jeg dig galdre i dag,

aldrig skal dig nogen mand skade;

sejr udi din høje hest;

sejr i dig selv allermest.

 

6. Sejr i din hånd og sejr i din fod,

sejr i alle dine ledemod.

Signe dig Gud og Drotten dyre,

han skal dig både vogte og styre.“

 

7. “Stiller Eder nu, kære Adelin,

I er allerkæreste moder min.

I tør ikke brygge, I tør ikke blande,

jeg agter mig aldrig mer til lande.

 

8. I ønske mig ingen usejr at få;

I vide ikke, hvor min rejse kan gå.

Ihvor jeg rider i mark eller hede,

så lidet agter jeg om kvindevrede.

 

9. Når stenen tager til landet at flyde,

og ravne begynde at vorde hvide;

da må I vente Svend Vonved hjem;

alle mine dage kommer jeg ej igen.

 

10. Alle mine dage kommer jeg ej igen,

uden jeg får hævnet min faders bane.

Herre og svend slår jeg ihjel;

så fanger jeg for min fader skel.“

 

11. Fru Adelin blev i sind så vred;

“Jeg hører, min søn, du est ikke ræd;

jeg skal dig end bedre bevare;

så visselig skal du ilde fare.

 

12. Her haver du det hårde sværd;

lid ikkun derpå i herrefærd.

Ihvor du rider ad vejen fram,

da skal du få både last og skam.“

 

13. Svend Vonved bandt sit sværd ved side,

hannem lyster med kæmper at stride,

så såre underlig var hans forde;

ingen mand hannem møde torde.

 

14. Hans hjelm den var så blinkende;

hans spore var så klingende;

hans hest den var så springende,

selv var den herre så svingende.

 

15. Han red i dage, han red i tre,

ingen by så kunne han se.

“Eja“, sagde den unge mand,

“er der ingen by i dette land?“

 

16. Han red sig ad vejen fram,

der mødte hannem herr Thule Vang.

Herr Thule med sine sønner tolv,

de vare alle riddere bolde.

 

17. “Hør du det, min yngste søn:

Harnisk skifte med mig så gerne,

panseret skifte vi mellom os,

førend vi med denne kæmpe slås.“

 

18. Svend Vonved rykker sit sværd fra side,

hannem lysted med kæmper at stride.

Først vog han herr Thule selv

og siden alle hans sønner tolv.

 

19. Svend Vonved binder sværd ved side,

hannem lyster længere at ride;

han red sig under lide,

der så han Dyre-Karl bide.

 

20. Bassen havde han på sin bag,

og bjørnen var i armen lagt;

hver en finger, han havde på hånd,

der spillede på både hjort og hind.

 

21. “Hør, du Dyre-Karl, del med mig,

eller jeg med magt vil tage fra dig.

Hvad heller vil du dyrene skifte,

eller med mig om livet fægte?“

 

22. “Langt heller vil jeg slås med dig,

end du skal få mit bytte fra mig;

ret aldrig blev mig budet det bud,

siden jeg Esmer konning vog.“

 

23. “Vog du Esmer konning fin,

da vogst du allerkæreste fader min.

Jeg tager for ham ingen anden bod;

du bøder derfor med dit eget blod.“

 

24. De skreve kredsen i sorten jord,

de helte vare begge så hårde.

Det vil jeg for sanden sige,

de ville ikki for hinanden vige.

 

25. De fægted i dage, de fægted i to,

den tredje gjorde de ligeså;

men før den fjerde dag kom ad kvælde,

da monne han Dyre-Karl fælde.

 

26. Svend Vonved binder sit sværd ved side,

hannem lysted videre at ride;

han red frem for de store høje,

han så, hvor hyrden fæet monne drive.

 

27. “Og hør du hyrde, sig du mig:

Hvis er det fæ, du driver for dig?

Hvad er trindere end et hjul?

Og hvor da drikkes den fejreste jul?

 

28. Hvor da står den fisk i flod?

Og hvor da er den fugl så rød?

Hvor da blandes den bedste vin?

Hvor drikker Vidrik med kæmper sine?“

 

29. Alt sad hyrden, han tagde så stil’;

han kunne slet intet svare dertil.

han slog til ham med tange;

der slap ud lever og lunge.

 

30. Så kom han til en anden hob,

der sad en hyrde ved en grav.

“Hør du hyrde, sig du mig:

Hvis er det fæ, du driver for dig?“

 

31. “Hisset ligger både borge og fæste,

der plejer altid kæmper at gæste.“

Han tog en guldring af sin barm,

han satte den på den hyrdes arm.

 

32. “Her bor en mand, hedder Tyge Nold,

han haver sønner, og de ere tolv;

han fører en bjørn udi sit skjold,

selv er han værre end en trold.“

 

33. “Hør du, kæreste hyrde god,

du løb hen til ham med dit bud;

du bed ham, Tyge Nold så grå,

at han vil hid til os gå.“

 

34. Der de så den kæmpe komme frem,

da skifted de deres bytte blandt dem;

nogle ville have hans gode sværd

og nogle hans harnisk og hest så bert.

 

35. Den gamle troede sig allerbedst,

selv ville han have sin gode hest;

sin brynje og glavind han ej ville miste,

før ville han kampen med dem friste.

 

36. “Havde du end tolv til de tolv

og stod imellem dem alle selv,

før skulle du vride vand af stål,

før du skulle kviste mig til det mål.“

 

37. Svend Vonved tog sin hest med spore;

han sprang over porte og mure;

så vog han herr Tyge Nold,

dertil hans unge sønner tolv.

 

38. Så kasted han sin hest omkring,

Svend Vonved, den unge ædeling;

han red frem ad bjerge og dale,

ingen kunne ham komme i tale.

 

39. Så kom han til den tredje flok,

der sad en hyrde med gule lok.

“Hør du hyrde med dine får,

du giver mig et vist ansvar.

 

40. Hvad er trindere end et hjul?

Hvor da drikkes den bedste jul?

Hvor går solen til sæde?

Og hvor hviler døde mands fødder?

 

41. Hvem opfylder da alle dale?

Hvad klæder bedst i kongesale?

Hvo råber højere end en trane?

Og hvad er hvidere end svane?

 

42. Hvo bærer skægget på sin bag?

Og hvo bærer næsen under sin hag’?

Hvad er sortere end en slå?

Og hvad er raskere end en rå?

 

43. Hvor er broen bredest?

Og hvem er mennesken’ ledest?

Hvor da findes den højeste vej?

Og hveden kommer den koldeste drik?“

 

44. “Solen er trindere end et hjul;

i Himmerig holdes den favreste jul;

for vesten går solen til sæde,

for østen hviler død mands fødder.

 

45. Sneen opfylder alle dale;

manden klæder fejrest i kongesale;

torden råber højere end trane;

englene ere hvidere end svane.

 

46. Viben bær skægget udi sin nak,

trolden har næsen under sin hag;

synden er sortere end en slå,

og sindet er raskere end en rå.

 

47. Isen gør broen bredest,

og padden er mennesken’ ledest;

til Paradis går den højeste vej,

forneden driver den koldeste drik.“

 

48. “Nu haver du rådet med vise svar

alt det, som jeg foregav,

nu jeg tror dig allerbedst,

du vilt vise mig kæmper flest.“

 

49. “Jeg viser dig til Sønderborg,

der drikke kæmper mjød uden sorg;

der finder du ridder’ og kæmper fler,

som mig fuld vel værge tør.“

 

50. Han tog en guldring af sin hånd,

den vejed vel femten bismerpund;

den gav han den gamle hyrde,

som hannem kæmper vise torde.

 

51. Svend Vonved kom der ridende i gård.

Ude stod Randulf svøbt i mår.

“Hør du mig, du horesøn,

hvad vil du gøre i mit land?“

 

52. “Jeg vil med min ene hånd

rykke fra dig all’ din land;

jeg vil med min eneste tå

slå dig all’ dine borge fra.“

 

53. “Du skalt ikke med din hånd

tage fra mig et eneste land;

langt mindre skalt du med din tå

tage mig mine borge fra.

 

54. Du skalt ikke med nogen din finger

slå mig et af mine ledemod sønder;

jeg er dig altfor voksen og stærk;

det skal du straks af mig mærke.“

 

55. Svend Vonved drog sit sværd fra side;

det var hans lyst med Randulf at stride;

først vog han herr Randulf selv

og siden Strandulf med fuld god skel.

 

56. Så vog han store Ege-Under;

så vog han Ege-Karl, hans broder;

så vog han, mens der vand og rand;

han vog der fjenden selv på stand.

 

57. Svend Vonved stak sit sværd i skede;

han agted endda videre at ride;

han fandt på den vildene mark

en kæmpe både stor og stærk.

 

58. “Sig mig, ædle ridder god:

Hvor da står den fisk i flod?

Hvor da skænkes den bedste vin?

Hvor drikker Vidrik med kæmper sine?“

 

59. “For østen står de fisk i flod;

for norden drikkes den vin så god;

i Halland finder du Vidrik hjemme

med sine kæmper og mange svende.“

 

60. Svend Vonved tog guldringe af sin barm,

han satte dem på den kæmpes arm:

„Du sig, du var den første mand,

som guldringe af Svend Vonved vandt.“

 

61. Svend Vonved red for højen tinde;

han bad de vægtere lade sig ind.

Ingen af dem ud til ham ginge;

så monne han over muren springe.

 

62. Så bandt han sin hest ved tove

og gik så ind i borgestue.

Han satte sig selv øverst til bord

og talede ikke et eneste ord.

 

63. Han åd, han drak og fik sig mad;

ikke spurgte han kongen ad.

“Aldrig var jeg udi den færd,

hvor så mange forbandede tunger var.“

 

64. Kong Vidrik taler til kæmper fem;

“I binde mig denne galne svend;

binde I mig ikke denne fremmede gæst,

så tjene I mig ikke bedst.

 

65. Tag du fem og tyve dertil,

og kom du selv udi dette spil;

en horesøn så kalder jeg dig,

uden så du binder mig.“

 

66. “Esmer konning, min kære fader,

og stolten Adelin, min moder,

de mig det så hart forbøde,

jeg skulle mit guld på skalke forøde.“

 

67. “Var Esmer konning din fader?

og fru Adelin din moder?

Svend Vonved du est en kæmpe skøn,

dertil min kære søstersøn.

 

68. Svend Vonved, vilt du hos mig være,

dig skal times både hæder og ære.

Hvor du vilt i landet fare,

mine riddere skulle på dig vare.

 

69. Mit guld skal være for dig uspard,

når du vil gøre din hjemfærd.“

Men dette lysted ham ej at gøre,

hjem til sin moder ville han far.

 

70. Svend Vonved red ad vejen fram;

han var i huen meget gram;

han kom der ridende i gårde;

der stode tolv troldkvinder fore.

 

71. De stode for ham med rok og ten;

de sloge ham over hans hvide skin’ben.

Svend Vonved kasted sin hest omkring;

tolv troldkvinder slog han i en ring.

  

72. Han slog de troldkvinder, som de stod;

de finge af hannem så liden bod;

hans moder nød den samme lykke,

han hug hende i fem tusinde stykker.

 

73. Så gik han i højeloft ind,

han åd og drak den klare vin;

han slog guldharpen så længe,

at sønder gik alle de strenge.

 

74. Så red han sig op på land;

fæsted sig så skøn en lillievånd;

hendes fader hed kong Sigfred;

hannem vog den lindorm led.

 

Eitt tað merkisverdasta í hesi vísuni eru skaldsliga orðaðu gáturnar, sum Svend Vonved ber upp fyri hirðanum (ør. 40-47). Ein kvæðaáhugaðan føroying fáa tær alt fyri eitt at hugsa um okkara “Gáturímu“, CCF nr. 17, sum bara er at finna í einari uppskrift, sum Schrøter stendur fyri (frá uml. 1830). í TSB (nr. E 34) verður vísan innihaldsliga lýst soleiðis:

 

“Gestur møtir í vána hýri einum gomlum manni, sum spyr hann, hví hann er so illa hýrdur. Hann svarar, at Heiðrikur kongur hevur boðið honum av at ráða gátur, og nú óttast hann at tapa og harvið missa lív. Gamli maðurin býður sær at fara í gátukappingina fyri hann. Hann fer og vinnur á Heiðriki kongi. Eldur kemur nú í kongshøllina, og kongur og menn hansara brenna inni. Gamli maðurin, sum er eingin verri enn Óðin sjálvur, skapar seg um til fugl og sleppur til rýmingar.“

 

Gáturnar og svør til teirra verða borin fram í ørindunum frá 8 til 25:

 

8. Tríati eru gáturnar,

git mær eina av teim:

hvøssu eitur sá reyða trumma,

ið slær yvir allan heim?

 

9. Vita man eg gátuna,

eg giti ta fyrstu av teim:

toran eitur sá reyða trumma,

ið slær yvir allan heim.

 

10. Hoyr tú Heiðrik, kongur mín,

hvar veitst tú teir grannar:

ganga báðir um einar dyr,

og hvørgin kennir annan?

 

11. Hugur mín og hugur tín

teir eru eingir grannar,

ganga báðir um einar dyr,

og hvørgin kennir annan.

 

12. Hoyr tú Heiðrik, kongur mín,

hvar veitst tú teir brøður:

liggja úti á útskerum

og hava ei faðir og møður?

 

13. Tangbjølla og tussingur (tvey tarasløg)

mega væl kallast brøður,

liggja úti á útskerum,

og hava ei faðir og møður.

 

14. Hoyr tú Heiðrikur, kongur mín,

hvat man tað nú vera:

bleytt sum dún og hvítt sum fon

og hart sum hornið harða?

 

15. Hoyr tú tað, Gestur blindi,

eg gátuna kenna man:

sjógvurin er bæði bleytur og harður,

hvítt stendur brim á land.

 

16. Hoyr tú tað Heiðrik, kongur mín,

hvar veksur sá viður,

rótin horvir til himmals upp,

og skarðið horvir niður?

 

17. Glerpípan í homrum uppi,

hon er eingin viður,

rótin horvir til himmals upp,

og skarðið horvir niður.

 

18. Hoyr tú Heiðrik, kongur mín,

hvar veitst tú teir skógvir,

høgdir verða á hvørju helgu,

er tó viður nógvur?

 

19. Skeggið er á hvønsmans høku,

tað er eingin skógvur,

rakað verður á hvørji helgu,

er tó viður nógvur.

 

20. Hoyr tú Heiðrik, kongur mín,

hvar veitst tú teir brøður,

vaksa báðir í eini høll,

hvørki hava faðir ella møður?

 

21. Torvkongul og brennistein

teir eru einir brøður,

vaksa upp í eini høll

og hava ei faðir ella møður.

 

22. Súgvin gongur til sína skemmu,

glymur á grønari grund,

galtar grynta, grísar stynja

hvør av sínum munni.

 

23. Vita man eg gátuna,

eg sigi tað alvæl satt:

hamari er í hvørji smiðju,

hann fellur rætt og slætt.

 

24. Vita man eg gátuna,

er mær ei á tí hól:

Óðin ríður sínum hesti

bæði á landi og sjó.

 

25. Vita man eg gátuna,

eg fari ei við tí hátt:

Óðin ríður sínum hesti

bæði um dag og nátt.

 

Uppaftur líkari gátunum í “Svend Vonved“ eru tær gáturnar, vit finna í vísu úr enskum/skotskum øki. Danski fólkaminnisgranskarin fram um allar, Svend Grundtvig, gav í 1842 - einans átjan ára  gamal - út eina bók, hann nevndi “Engelske og skotske folkeviser, fordanskede ved Svenn Grundtvig“. Her finna vit vísuna „Gaaderne“, sum er um tríggjar systrar, sum allar eru góðar við sama svein. Tá ið hann eitt kvøldið kemur at vitja tær, letur tann elsta upp fyri honum, miðlingasystirin reiðir honum song, men tann yngsta “gav den ridder æren sin“. Nú hon hevur gjørt tað, biður hon hann gera til til brúdleyp. Hann svarar við at bera fram tríggjar gátur og sigur, at megnar hon at ráða tær, so er brúdleypsveitslan vís.

 

Gátur hansara ljóða:

 

Hvad lyder højer’ end et horn?

Og hvad er hvasser’ end en torn?

 

Hvad er længer’ end alfarvej?

Og hvad er dyber’ end salten sø?

 

Hvad er grønner’ end græs at finde?

Og hvad er værre end nogen kvinde?

 

Og hennara svar:

 

Torden lyder højer’ end et horn,

hunger er hvasser’ end en torn.

 

Elskov er længer’ end alfarvej,

helved er dyber’ end salten sø.

 

Mere end græs er giften grøn,

Satan værre end kvindekjøn.

 

Sveinurin er nøgdur við hesi svør, og so verður boðið í brúdleyp.

 
 
 
Nám Hoyvíksvegi 72 Tórshavn Tel. + 298 755150 snar@(if you can see this please update your browser)snar.fo © Nám 2018