Vísan um greivasonin, Ribolt, og trúlovaðu hansara, Guldborg, er nr. 82 í heildarsavninum “Danmarks gamle folkeviser“ og nr. 52 í verkinum “Danske kæmpe- og folkeviser“.

Danski fólkaminnisgranskarin Axel Olrik hevur í 1906 latið prentað viðgerð av hesi fólkavísuni, og niðurstøða hansara er, at vísan upprunaliga er yrkt á donskum í Norðuronglandi í 12. øld - hetjan ber har navnið Hildubrandur. Hon er so týdd til enskt - høvuðspersónurin fær navnið Earl Brand - síðani er hon so aftur týdd úr enskum og hevur ferðast aftur til Norðurlond.

Tað, sum Olrik nýtir sum prógv fyri, at enska vísan er eldri enn tann danska, ið nú er kend, er, at í henni er navnið á svíkjaranum varðveitt, meðan hann í donsku útgávuni verður skýrdur einans við greivaheiti.

Enska heitið hansara er „auld carl Hood“, t.e. gamli maður við húgvuni, sum er gamalt heiti fyri Óðin, gud.

Vísan leggur fyri við samrøðu millum hesi bæði ungu:

1. Ribolt han er en grevesøn,

- det er mig ofte før sagt;

han gillede Guldborg, og det var i løn.

- Endog at jeg er udlagt af venner og frænderne mine.

2. Han gillede hende, fra hun var barn

og siden til hun voksen var.

3. “Guldborg, I give mig Eders tro;

i et bedre land så skal I bo.

4. Jeg skal føre jer på det land,

hvor aldrig kommer sorg til hand.

5. Jeg skal føre jer på den ø,

hvor I skal leve og aldrig dø.“

6. “I fører mig aldrig på det land,

mig kan jo komme sorrig til hand.

7. I fører mig aldrig på den ø,

jeg er jo min Gud skyldig at dø.“

8. “Der gror ej andet græs end løg;

der synger ej anden fugl end gøg.

9. Der rinder ej andet vand end vin;

forvist må I tro talen min.“

10. “Hvor skulle jeg komme af gårde med dig,

der ere så mange, som vogte på mig?

11. Mig vogter fader, og mig vogter moder,

mig vogter søster, og mig vogter broder.

12. Mig vogter og min fæstemand;

det meste jeg ræddes, er for ham.“

13. “End om dig vogtede al din æt,

du skalt mig holde, hvad du har jæt.

14. Jeg drager dig i min brynje blå,

min forgyldte hjelm sætter jeg dig på.

15. Jeg gjorder dig med mit gode sværd,

så synes det ingen jomfrufærd.

16. Jeg spænder dig gyldene spore om fod,

så kanst du ride dine frænder imod.“

Nú setir hann hana á hestin, og so ríða tey av stað, men á leiðini møta tey einum av monnunum hjá pápa hennara. Hann kennir hana aftur, og so flýggja tey undan, meðan stór mannfjøld eltir tey. Ribold ger seg til til bardaga, men áðrenn hann søkir at eltandi liðnum, leggur hann Gullborg eina við ikki at nevna hann við røttum navni, tí so er óeydnan honum vís.

17. Han slog over hende kappen blå,

så sætte han hende på ganger grå.

18. Der de kom på den hede,

der mødte dem rigen herr greve.

19. “Hør du Ribolt, kære staldbroder min,

hvor har du fået denne smådreng fin?“

20. “Det er min yngste broder,

jeg førde ham fra min moder.“

21. “Du tørst det ikke dølge for mig,

Guldborg, Guldborg, jeg kender vel dig.

22. Kanst du dølge dit skarlagenskind,

fuld vel kender jeg din rosenkind.

23. Jeg kender dig på dit favre hår,

der jeg tjente i din faders gård.

24. Jeg kender dig ikke på klæder eller sko,

dog ved jeg den ridder, du gav din tro.

25. Jeg kender vel den Brok, hun har givet sin hånd

for præsten og den menige mand.“

26. Hun tog et guldsmykke af sin barm

og satte det på den greves arm.

27. “Ihvor I kommer i kvælde,

I skal ikke om mig melde.“

28. Greven rider til Kulløhus,

hvor kæmper drukke og gjorde godt rus.

29. Der han kom i herr Truids gård,

der sidder han over breden bord.

30. “Her sidder du, Truid, drikker mjød og vin,

Ribolt rider bort med fæstemø din.“

31. Truid lader råbe over al sin gård:

„I raske hovmænd, drager brynje på.“

32. Der de komme en stund derfra,

Guldborg hun sig tilbage så.

33. “Hisset ser jeg min faders høje hest;

jeg ser og den ridder, som jeg haver fæst.“

34. “Guldborg, I lader Eder dertil sømme,

I holde begge vore heste i tømme.

35. End om du ser mig falde,

du skal ikke på mig kalde.

36. End om du ser mig bløde,

du nævn mig ikke til døde.“

Í hesum brotinum eru møguliga tvær ábendingar, sum siga nakað um tíð - og tá má talan vera um vísuna í sínum nýggjara sniði. Navnið Brok, sum nevnt verður í 25. ør. kann sipa til ættina Brock, sum er kend donsk aðalsætt í 13. øld - nú er hon útdeyð. Henda ættin hevði ein bjálka í vápnamerki sínum. Hin møguliga ábendingin er staðarnavnið Kulløhus í 28.ør., sum kann vera bronglað av Koldinghus, ið var gitin borg, ið hertugin Abel í Suðurjútlandi læt byggja í 1248 sum vernd móti ágangi úr kongsríkinum norðanfyri. Ein av teimum, sum fleiri ferðir er nevndur í sambandi við hesar vísuviðgerðir, kongurin Erik Klipping, tók seinni borgina og læt hana byggja um í 1268.

Men aftur til vísu okkara: Í bardaganum, sum nú tekur seg upp, fellir Ribolt allar álopsmenninar, har uppií faðir Gullborg og elstu brøður hennara. Einasti, ið eftir er, er yngsti bróðir hennara, sum hon tekur at biðja fyri, men tá nevnir hon navnið á Ribolt, og hann fær alt fyri eitt banasár.

37. Ribolt han kasted sin brynje om hals,

og Guldborg spændte den uden fals.

38. Han hug i den første skare

herr Truid og hendes kære fader.

39. Han hug i den anden flok

hendes brødre med gulen lok.

40. “Holder op, Ribolt, min hjertenskær,

I stinger omsider ind Eders sværd.

41. Min yngste broder I intet ondt gøre,

han kan min moder tidende føre.“

42. Han førde hende tidende om de døde,

o ve, hun nogen tid datter fødte.

43. Idet som Ribolt nævnet var,

og da fik han sit banesår.

So ríða tey áleiðis, men hóast Ribolt er særdur til deyðis, so sigur hann einki fyri Gullborg. Tá ið hon spyr hann, hví hann ikki er so kátur sum áður, má hann tó siga henni, at hann hevur fingið deyðamein. Og so harmar tað hann, at hon er moyggj, tað er, ikki nortin av manni. Hon vil lekja hann, men tað hevur hann ongar vónir um:

44. Ribolt stak sit sværd i skede:

“Kommer, Guldborg, nu ville vi ride.“

45. De rede igennem rosenslund,

der kom ej ord af begge deres mund.

46. “Hør I, Ribolt, min hjertenskære,

hvi er I ikke så glad som før?“

47. “Et er det, at mig rinder blod,

et andet, at min hu er mod.

48. Det tredje er, at jeg må dø,

det fjerde, Guldborg, at du est mø.“

49. “Jeg tager af mit snørebånd

og snører for blodet, som jeg kan.“

50. “Gud nåde dig, Guldborg, så lidet du kan,

slet intet duer her dit snørebånd.“

Tá ið tey nú koma heim, taka næstrafólk hansara ímóti honum. Áðrenn hann doyr, gevur hann bróður sínum Gullborg, men sjálv doyr hon av sorg.

51. Der han kom til borgerled,

der stod hans moder og hvilte sig ved.

52. “Velkommen, Ribolt, sønnen min,

så er hun også, unge brud din.

53. Nu så jeg aldrig så bleg en brud,

der fordres så langt foruden guldskrud.“

54. “Det er ej under, at hun er bleg;

thi hun haver set så hård en leg.

55. Gud give, jeg måtte leve en stund,

mens jeg bytter sjælegaver ud.

56. Min fader giver jeg min høje hest,

og min kære moder, I hente mig præst.

57. Min kære broder, mig står så nær,

jeg giver Guldborg, jeg har så kær.

58. Gerne jeg det gjorde,

om jeg for synden torde.

59. Hjælp mig Gud af al min nød,

så vist er Guldborg for mig mø.

60. Jeg lod mig en gang lyste,

at jeg hende en gang kyste.“

61. “Det skal ej ske, mens jeg må leve,

at jeg to brødre min tro skal give.“

62. Ribolt var død, før hanen gol,

og Guldborg døde, førend oprandt sol.

63. Der kom ud af de bure

tre lig, de vare så prude.

64. Det ene var Ribolt, det andet hans mø.

Det tredje hans moder, hun sørged sig død.

Vit kunnu at enda nevna, at henda vísan í yvirlitsverkinum “The Types of the Scandinavian Medieval Ballad“ hevur frámerkið A 41 og heitið “Mentioning a person’s name causes his death“, tað at tú nevnir persón við navni, veldur deyða hansara.

Hon er ikki at finna í føroysku kvæðaheildini, men umframt í Danmark bæði í Svøríki og Noregi og so eisini í Íslandi.