“Det haver vi hørt om Olger danske

- han bor i Nørrejylland –

han lader sig krone med røden guld,

han ikke går os til hånde.“

Soleiðis hoyra vit tikið til í kendari danskari fólkavísu, ið nógv hevur verið kvøðin á gólvi í Føroyum - og í eini aðrari:

“Der skinner i det fjerde skjold

en ørn og den er rød.

Den fører han Olger danske

han hugger de kæmper til døde.“

Og í teirri vísuni, vit skulu umrøða her, er niðurlagið:

“Olger danske, han vandt sejer af Burnamand“.

“Burnamand“ ella “Burmand holder i fjeldet ud“ er nr. 8 í vísuútgávuni, ið kend er í Føroyum: “Danske kæmpe- og folkeviser“, hon er nr. 30 í DGF, “Danmarks gamle folkeviser“, og lagið finna vit hjá teimum báðum, Hjalmari Thuren og H. Grüner Nielsen. Í TSB er vísan flokkað millum kappakvæðini undir E 133.

Vísan byrjar við, at hesin Burnamann heldur til fjals við skínandi skjøldrum og sendir boð til ísalands kongs um, at hann vil hava dóttur hansara - annars verður ilt av.

Kongurin svarar, at hann eigur onkardóttur, jomfrúnna Gloriant, sum hann hevur lovað einum øðrum kongi, sum eitur Karl.

Kongur fer so inn til dóttur sína og sigur henni, hvussu ið veit við:

1. Burmand holder i fjeldet ud,

han lader sit skjold vel skinne;

sender han bud til Iselands konge,

om han haver datter hin væne.

Olger danske, han vandt sejer af Burnamand.

2. “Hør du det Iselands konning god,

du hør, hvad jeg siger dig:

Du skalt give mig datter din

eller skifte dine lande med mig.

3. Enten skal du give mig datter din

eller skifte med mig dine lande,

eller skal du fly mig den kæmpe god,

som mig i kredsen kan bestande.“

4. “Jeg haver ikke datter uden en,

jomfru Gloriant de hende kalde;

jeg haver hende en konge trolovet,

jeg tror hannem vel for alle.

5. Jeg haver hende en konge trolovet,

kong Karl så er hans navn.

Kan han hende ikke for dig værge,

så ganger hun dig til gavn.“

6. Det var Iselands konning god,

han ganger i buret ind;

det var jomfru Gloriant,

hun stander hannem op igen.

7. “Hør du allerkæreste datter min,

og her er tidende ny:

Burmand holder i fjeldet ud,

han lader fast efter dig bie.

8. Burmand er så hård en helt,

og han farer ikke med tant,

han vil endelig have dig

uden nogen kan hannem bestande.“

Gloriant unga finnur nú upp á ráð. Hon fer í fangatornið at finna Olgar danska. Sigur honum frá, at hon er illa stødd, tí Burnamann vil hava hana til konu - og hon biður hann hjálpa sær.

Sum skilst hevur Olgar danski sitið í fangahúsi í fimtan ár.

9. Det var jomfru Gloriant,

hun ville ikke længere tie:

“Her er en fange i tårnet inde,

jeg tror, han skal hannem bie.“

10. “Vilt du give mig æren din,

du jomfru favr og fin,

da skal jeg slå dig Olger danske

og binde dig Karl alene.“

11. Det var jomfru Gloriant,

tager over sig kåben blå:

så går hun i det fangetårn,

hvor alle de fanger lå.

12. Det var jomfru Gloriant,

hun råber over alle de fanger:

“Est du levende, Olger danske,

og est du før at gange?

13. Est du levende, Olger danske?

Jeg siger dig på min sand:

Her er en trold; han begærer mig,

og det er sorten Burmand.

14. Ikke vil jeg den fule gast,

jeg lover mig en kristen mand.

Kan du hannem i kamp overvinde,

så ganger jeg dig tilhånde.“

15. “Her haver jeg ligget i femten år

i bånd og hården fange.

Vel vorde Eder jomfru Gloriant,

at I ville til mig gange.

16. Her haver jeg ligget i femten år

og lidt både hunger og tørst;

så liden er min formue

at stride mod trolden først.“

Áðrenn vit nú halda fram við søguni, sum vísan sigur hana, kunnu vit royna at seta henda nógv umrødda Olgar danska í søguligt ljós.

Júst henda vísan hevur gjørt sítt til at gera henda mannin til danska tjóðarhetju - hann, sum nú situr í kjallaranum á borgini Krúnborg og bíðar eftir, at Danmark aftur kemur í so stóran vanda, at hann má taka svørð í hond og halda í bardaga.

Í klombrum kunnu vit her nevna, at bæði mótstøðufólk mótu týsku hersetingini í øðrum heimsbardaga og ES-andstøðingar í Danmørk í nýggjari tíð hava brúkt hesa søguna í stríði sínum.

Men søgumenn yvirhøvur eru samdir um, at maðurin í veruleikanum er ein uppyrktur bjargari, sum als ikki er søguligur persónur, men settur saman av ymsum frásagnafyrimyndum úr Miðevropa úr sjeyndu og áttandu øld.

Søgurnar um Olgar danska eru runnar úr franska kvæðinum „Ogier le Danois“, sum er partur av Karlamagnusar søgu.

Kvæðið sigst vera yrkt seint í 13. øld men byggir á styttri hetjuvísur, ið eru kendar úr 12. øld.

Í franska kvæðinum verður lagt fyri við ungdómi Ogiers ella Olgars. Hann verður sagdur at vera sonur danska kongin Godtfred, ið er mótstøðumaður Karls keisara.

Hann verður tikin í stríði og brúktur sum gísli keisarans í stríðnum móti faðirinum. Gíslatikin er hann við í herferð suður til Italia at hjálpa pávanum í bardaga móti heidnum arábum. Her verður hann aftur hertikin og settur í fongsul.

Fangavørður hansara er eingin uttan kongsdóttirin Gloriande, sama kvinnan, ið nevnd er í vísu okkara. Hon gremur seg fyri honum um ein ágangandi fríggjara, Brunamont - okkara Burnamann. Olgar ríður í stríð móti hesum heidningi, sigrar og førir moynna Gloriande aftur til festarmann hennara, Caralieus - hann ið nevndur verður Karl í vísu okkara.

Sum vit skulu hoyra, so liggur danska fólavísan tætt upp at fronsku fyrimyndini.

Gloriant lokkar Olgar danska at ríða í bardaga ímóti Burnamann, men fyrst má hann sleppa úr fongslinum og gøðast væl og virðiliga.

17. “Høre I, gode Olger danske,

I hjælpe mig af den nød.

Før jeg tager den lede trold,

langt heller var jeg đød.

18. Manden er grum, og hesten er gram,

det siger jeg Eder for sand.

Jeg haver det hørt og spurgt forvist,

han bider med ulvetand.

19. Ikke så vil han andet æde

end kød af kristen mand.

Ikke så ville han andet drikke

end blod med edder blandet.“

20. “Eders fader gav eder så fin en mand,

konning Karl så er hans navn;

han kan Eder ikke for trolden værge,

så ganger I mig tilhånde.

21. Vel vorde Eder, jomfru Gloriant,

at I ville til mig gange.

I give mig spise og drikke god,

jeg bryder med Burmand en stang.

22. Kunne I fly mig en hest igen,

dertil min brynje og sværd,

da gjorde jeg det for Eders skyld,

jeg red mod Burmand en færd.

23. Kong Karl han er min staldbroder huld,

han skal det visselig spørge:

Før da skal jeg lade mit liv,

før Burmand skal Eder hjemføre.“

24. “Jeg vil give dig kosten god,

den bedste dig lyster at æde;

så giver jeg dig din hest igen,

som dig lyster helst at ride.

25. Jeg vil give dig sværd så stærk,

dig lyster at binde ved side;

dertil fanger du glavind så fast,

som du må vel pålide.“

26. Toge de Olger udaf det tårn,

de lode hannem klæder skære;

satte de hannem øverst til bord,

de lode hannem maden indbære.“

Nú kemur Burnamann ríðandi, Olgar danski ímóti, og teir bresta saman at berjast. Í tríggjar dagar stendur bardagin, og tá sessast báðir at hvíla á einum steini og fara at skifta orð saman.

Burnamann vil hava Olgar danska at trúgva sínum Gudi, men Olgar svarar braneggjaður aftur, at tá ið hin er komin í helviti, kann hann heilsa har og siga, at tað var Olgar danski, ið sendi hann hagar.

Orðadrátturin hæsar av, og teir fara aftur at berjast. Javnsterkir eru teir, og bardagin verður drúgvur, men at enda fellir Olgar Burnamann og gevur honum banasár. Hann ríður so heim og sigur jomfrúnni Gloriant frá.

27. Burmand kom der ridende i gård,

han agted den jomfru bortføre,

Olger danske imod hannem red,

han fik hannem andet at gøre.

28. De sloges i dage, de sloges i to,

den tredje dag til kvælde.

Satte de dennem på en sten,

der lysted de kæmper at hvile.

29. Det var goden Burmand Kamp,

han taler til Olger danske:

“Vil du tro nu på min gud,

så tager jeg dig til fange.“

30. Det da svared han Olger danske

- han gad disse ord ikke lide.

“Når du kommer til helvede hen,

sig Olger sendte dig did.“

31. Tilsammen rede de helte påny,

de vare jo begge lige stærke;

sønder gik deres gode hjelm,

deres glavind fløj langt i marken.

32. De stridde så længe, de stridde så hårdt,

de vare både trætte og møde;

slagen blev han Burmand Kamp,

han faldt til jorden død.

33. Olger red til den skønne jomfru:

„Tager nu Eders fæstemand.

Jeg haver dræbt med mit gode sværd

den fule forgiftige ånd.“

Áðrenn vit nú sleppa hesum Olgari danska, skulu vit venda aftur til fyrsta ørindið, ið varð endurgivið fremst í hesi grein:

“Det haver vi hørt om Olger danske

- han bor i Nørrejylland -

han lader sig krone med røden guld

han ikke går os til hånde.“

Ørindið er, sum kvæðakøn munnu vita, úr vísuni um Olgar danska og Tíðrik kong av Bern: „Stærke Tidrik bor sig ud i Beren.“ Í henni hóttir máttmikli Tíðrikur, ið umboðar miðevropeiskar valdsdeplar, sjálvræði Danmarkar, tá ið hann við heri sínum kemur norður móti danska markinum, men Olgar danski og menn hansara steðga honum og vinna knúsandi sigur.

Mansnøvn og brøgd úr vísuni eru at finna í søgu Tíðriks av Bern, men søguligt grundstøði er einki undir hesi herferð - sum sostatt er uppyrkt í fólksins huga, pentað saman eins og hetjan, ið ber navnið Olgar danski.