Frásøgn úr Fugloy

En fattig forældreløs pige går så ofte til præsten for at tigge, at denne tilsidst bliver ked af hende og beder hende tage sig noget arbejde for. På hendes sigende, at hun intet kan, svarer præsten, at hun kan give sig ud for doktor, og lærer hende i spøg, at hun blot skal hviske følgende ord i den syges øre, hvad enten det er dyr eller menneske: ”Sorte kalv og rød! kan du ikke leve, så må du dø.”1) Hun tilbyder en bonde at helbrede hans syge ko, hvisker ordene, og koen får det bedre. Hun helbreder flere syge kreaturer, kommer i folkemunde, drager bort og giver sig til at helbrede mennesker. Folk rundt om sende bud efter den berømte doktor. Præsten, som gav hende rådet, bliver syg af en byld i halsen, og ingen kan helbrede ham. Han hører om en berømt kvindelig doktor langt borte, som drager omkring for at helbrede folk, og sender så bud efter hende. Da hun kommer, siger hun, at hun kan ikke andet end det, som han selv har lært hende. Præsten, som ikke kender hende igen, bliver meget forundret: han ved ikke, at han har lært hende noget. Hun spørger, om han ikke kan huske det vers, han lærte hende, og hvisker ham i øret: ”Sorte kalv og rød! kan du ikke leve, så må du dø!« Da gik der et lys op for præsten, og han lo så hjærteligt, at der gik hul på bylden. Han blev da rask igen og sagde til pigen, at nu skulde hun opgive sit doktorhåndværk: han skulde nok sørge for, at hun fik tilstrækkeligt at leve af.

1) Siges på dansk ved fortællingen af æventyret.

Frásøgn: Jóhan Hendrik Matras, Kirkju

Jakob Jakobsen: ”Færøske folkesagn og æventyr”, 1898-1901

Ævintýrið er her endurgivið við stavseting Hammershaimbs.

77 AT 1845