CCF 157 B

TSB D 381

1 Kong Nial var so rík en mand,

og enn var Paris ríkari enn hann.

So væl upp á rós, som vi ville Paris følge.

2 Sjey kongaríki, dertil et land,

ligevel tjente Paris som en anden mand.

3 Paris tjente for ingen løn,

thi dronning Elin hun var så skiøn.

4 Kong Nial skulde i ledingen fare,

hjemme skulde Paris tage landet vare.

5 “Du vogte vel gods, du vogte vel land,

allermest dronning Elin, det liljevand!

6 Du vogte vel gods, der ligger i skrin,

allermest dronning Elin, allerkæreste min!”

7 “Så vel [skal] jeg vogte, så vel skal jeg gemme,

som I, kong Nial, var selver hjemme.”

8 Kong Nial farer af ledingen hjem,

Paris vogter dronning Elin igen.

9 Kong Paris går til smedje,

han lader guldharpen smede.

10 Harpen var af sølv og strengen af guld,

så leger den herre så frydefuld.

11 Han legte den i dage, han legte den i två,

alt stod dronning Elin og så derpå.

12 “Hør det, dronning Elin, hvad jeg spørger dig,

hvem tykkes du mig at være lig?”

13 “Mig tykkes dig ingen at være lig

foruden Krist af himmerig.”

14 “Ikke er jeg nogen engel lig,

ej er jeg Krist af himmerig.

15 Hør det, dronning Elin, hvad jeg beder dig,

forlad kong Nial, og trolove mig!”

16 “Gerne jeg det gjorde,

vidste jeg, at jeg freden skulde vorde.

17 Gerne jeg det vilde gøre,

vidste jeg, hvor jeg skulde være.”

18 “Trojeborg fast er både ude og inde,

hende kan ingen overvinde.”

19 “Hvor kunne vi de fittali få,

som vi der inde fortære må?”

20 “Trojen er både vid og bred,

forvist kunne vi der fittali se.

21 Så lade vi grave med stærke hand,

så vi kunne gange fra slot til strand.”

22 Så grave de med stærken hand,

så ginge de fra slot til strand.

23 Kong Nial kom da sejlendes til land,

dronning Elin ganger på hviden sand.

24 Kong Nial vrider med hviden hand:

“Her stander dronning Elin, mit liljevand.”

25 “Ak nej, min herre, I tale ej slig,

der er så mangen hinanden lig.

26 Der er så mangen hinanden lig,

endskønt de ere ikke alle lige rige.”

27 Han kastede anker på hviden sand,

så tren kong Nial foden på land.

28 Kong Nial red, dronning Elin under jorden rand,

før var hun kommen til slottet end han.

29 “Her sidder dronning Elin, mit liljevand,

ikke vidste jeg andet, end I stod ved strand.”

30 “Ak nej, min herre, I tale ej slig,

der er så mangen hinanden lig.

31 Der ere så mange hinanden lige,

endskønt de ere ikke alle lige rige.”

32 “Hør det, dronning Elin, faver og skøn,

hvad vil I give Paris for løn?”

33 Dronning Elin hun mælte et ord så brå:

“Han er sin løn vel værd at få.”

34 Dronning Elin smilede under skind:

“Vil du give Paris tjenestekvinđe din?”

35 “Vil han ej andet have for lange tjeneste sin,

så gerne giver jeg tjenestekvinde min.”

36 Kong Paris tog dronning Elin i hand,

så red han fra slot til strand.

37 Kong Nial red, dronning Elin under jorden rand,

før var hun kommen til strand end han.

38 Dronning Elin tager af Paris hat:

“Far vel, kong Nial, I have god nat!”

39 Kong Nial vrider med hviden hand:

“Nu er dronning Elin i Parise hand.”

40 Der de komme til bude,

borte var dronning Elin hin prude.

41 Kong Nial mælte et ord af harm:

“Nu er dronning Elin i Parise arm.

42 Nu er dronning Elin i Parise hand,

hun råder over det Frankeriges land.”

43 Kong Nial sine tænder til sammen bed:

“Nu kan jeg mærke sligt kvindesned.

44 De kunde så vel med tungen udføre,

de have dog andet i sinde at gøre.”

45 Kong Nial lader et udbud gøre,

den menige mand i striden at føre.

46 Kong Nial lader et udbud gå,

den menige mand i striden at stå.

47 “Hvo ikke haver sønnen i striden at stå,

han lader sin datter for sønnen gå.

48 Hvo ikke haver sønnen i striden at stande,

han lader sin datter for sønnen gange.”

49 De lå for Trojeborg i vinter tre,

de kunde ikke vinde, ej nogen af de.

50 De lå for Trojeborg i vinter fem,

de kunde ikke vinde nogen af dem.

51 De lå for Trojeborg i vinter ni,

de kunde ikke vinde nogen af de.

52 Se der kom gangende en gammel mand,

Zakias konge så hedder han.

53 “Hvi ligger I her så ved navn,

hvad heller agter I at gøre skade eller gavn?”

54 “Trojeborg fester både ude og inde,

hende kan ingen overvinde.

55 Her have vi ligget i vinter tre,

vi kunde ikke vinde nogen af de.

56 Her have vi ligget i vinter fem,

vi kunde ikke vinde nogen af dem.

57 Her have vi ligget i vinter ni,

vi kunde ikke vinde nogen af de.”

58 “Havde jeg ligget i døgnene trý,

da skulde Trojeborg være min.

59 Hvad ville I give den samme mand,

som Trojeborg overvinde kan?”

60 “Vi ville give ham sølv og guld,

og måle det ud i skåler fuld.”

61 “I gøre en hest af kobber og bly,

vel hundrede hofmænd I sætte deri.

62 I gøre hannem uden med sølv og guld,

men inden gøre I hannem så svigefuld.

63 Sá lader I skruer i benene slå,

som hesten skal have at gange pá.

64 I sende hannem så for *porten frem,

for vist lade de ham i *porten ind.”

65 Så snart for bud for Paris den herre:

“I skue den hest, for *porten står.”

66 Kong Paris sagde: “Det er mit råd,

I lader den hest for *porten stå.”

67 Dronning Elin sagde: “Det er mit sind,

I lade her den hest i *porten ind.”

68 Så lode de brede af skarlagenskind,

og så ledte de ham i *porten ind.

69 Hesten begyndte at sprutte,

den gloendes ild at udrutte.

70 Hesten begyndte at fnyse,

den gloende ild at udnyse.

71 Otte dage Trojeborg brændte,

førend nogen mand røgen kjendte.

72 Otte dage Trojeborg inde brand,

førend røgen lå efter vejen fram.

73 Kong Paris svøber sit hoved i skind,

så går han i loftet for dronningen ind.

74 “Hvad heller så vil du med mig dø,

end du vil følge kong Nial under ø?”

75 “Langt heller så vil jeg med dig dø,

end jeg vil følge kong Nial under ø.”

76 “Så lade vi vort *åreblod tappe frå,

lettere død kunne vi ikke få.”

77 Så lode de deres ‘monianer’ bløde,

så sørgelig ginge de begge til døde.

78 Det var kong Nials allerstørste kvide,

dronning Elin lå død ved Paris side.

79 Det var kong Nials allerstørste harm,

dronning Elin lå død i Paris arm.

80 “Vi havde ikke vundet det på min sand,

havde der ikke kommet den gamle mand.

81 Den gamle mand, Krist give hannem skam,

han skilte af både glæde og gavn.

82 Den gamle mand, Krist give hannem ve,

han skilte af både glæde og fred.

So væl upp á rós, som vi ville Paris følge.

CCF 157 B

TSB D 381

Handrit: Hanus Hanusson: Fugloyarbók nr. 26. Savn Hammershaimbs  (AM. Access. 4).

Útgávur:

1. Føroya kvæði (N. Djurhuus  greiddi til útgávu 1972), Band VI, s. 167.

2. Føroya kvæði (Inngangur og úrtøk eftir Dánjal Niclasen, 2004) 33. bind, s. 56.

Heimild: Úr Fugloy: Hanus Hanusson, Sjeyndi Hanus (1794-1854), Hattarvík.