Dagligstova í Todnesi. Aftast tvey vindeygu við smárútum, har ein sær Traðarhamrarnar við fossinum. Millum vindeyguni eitt gamaldags spegl, undirneðan tí eitt ”puff” við koddum. Vinstrumegin vindeygað eitt seymiborð við stóli. Við bróstið tímegin eitt klaver. Høgrumegin ein sofa við borði frammanfyri, nakrar bókhillar við fáum bókum. Tvær hurðar høgrumegin, hin aftara út í forstovuna, hin fremra til køkin. Vinstrumegin hurð inn til arbeiðsstovu prestsins. Vátveður.

Prestur og Lis sita hvørt sínumegin borðið. Lis broderar; av og á heldur hon seymin upp fyri ljósið, so tað sæst, at hetta er ein lítil sprøklitur lepi, sum hon festir perlur á. Prestur lesur í eini bók og roykir dúgliga í pípu síni.

Lis (kvistar roykin burt).
Det er dog en skrækkelig Tobak, du ryger, Alfred!

Prestur (kveitir upp, eitt sindur hvøkkur).
Hvadbehager - naa ja, det er Blaamand. Handelsmanden havde ikke andet. (Hann er aftur djúpt i lestrinum; Lis kvistar av og á roykin burt, tá hann verður henni ov naskur).

Lis.  
Du, Alfred!

Prestur (burtur í sinari verð). 
Hvad er der?

Lis.
Synes du, jeg skulde sætte en rød perle her, - eller maaske en gul (heldur verk sítt upp fyri ljósið og granskar tað gjølla).

Prestur (kveitir upp).
En perle - hva' - hvordan?

Lis.  
Det er til Zacharis!

Prestur (heldur ilskliga).
Aa Lis, - det pjank!

Lis.
Det maa du ikke sige, Alfred. For Zacharis er det ikke pjank, for ham er det virkelige perler og diamanter; - jeg tror, jeg tager en gul, den holder han mest af. Han kalder dem solperler.                 

Prestur.
Jeg kan ikke fordrage, at han lusker om her paa de mærkeligste tider af dagen - og helst, naar jeg ikke er hjemme.

Lis (smílist við).
Du kan virkelig íkke forlange, at han skal komme i visittiden. - Og du ved jo, at dig kan han ikke lide!

Prestur.
Nej, han bener af, saa snart han ser mig.

Lis (álvarsom).
Ja, kirkegaarden og den sorte præst - de to ting, er Zacharis angst for. - Og det er da for resten meget naturligt.

Prestur (tykist vilja siga nakað, men letur vera. Lesur aftur í bókini).
Lis (broderar eina løtu, heldur uppat og situr i djúpum tonkum).

Prestur (smellir bókina aftur og reisist).
Naa -!

Lis (hvøkkur við).
Uf - hvor du gjorde mig forskrækket, Alfred.

Prestur.
Undskyld! - Jeg satte blot punktum! - Nu skal jeg ud til gamle Elsebeth (setur bókina á pláss). Det er flere Dage siden, jeg var der sidst, og hun ligger saa alene, den stakkel!

Lis.
Uha, - i det vejr! - Hør hvor det strømmer ned!   

Prestur (smílkast).
Det er saamænd ikke værre end sædvanligt!

Lis (suffar).
Nej, det har du ret i! I gaar regnede og stormede det; i dag regner og stormer det, i morgen vil det gøre det samme - i overmorgen ogsaa, og saa fremdeles i al evighed. - Og hver nat i lange tider vil jeg ligge vaagen og lytte efter, hvordan havet brøler, og stormen hyler i skardene. Det er rigtig et land for trolde, dette her.

Prestur (hyggur at henni).
Er du … ked af det, Lis?

Lis.  
Ked af det?

Prestur. 
Ja, ked af at være her?

Lis (tekur seg aftur). 
Nej, nej, jeg synes blot, at -

Prestur.  
Hvilket?

Lis. 
At det regner ... evig og altid (hýkur yvir seymingina).

Prestur. 
I sommer - da var her dog dejligt.

Lis.  
Ja, i sommer!   Men vinteren heroppe - den forandrer alting - baade naturen – og menneskene!

Prestur.  
Jeg har nok mærket det!   Du er efterhaanden kommen til at se anderledes paa Folkene heroppe - end du før har gjort.

Lis.  
Ikke paa dem alle!

Prestur.
Før var de alle storartede - og morsomme - og brillante. - Har de gjort dig noget?

Lis. Nej! - (hyggur upp). Men de er saa sure - og selvretfærdige. Især Sunneva og hendes kompagni. Du kan tro, Alfred, - mange gange - saa forarger jeg dem - grundigt.

Prestur (gongur aftur og fram eftir gólvinum).
Du rører der ved en alvorlig sag, Lis. Mon du rigtig har tænkt den igennem?

Lis.
Ja, jeg har. Og jeg ved ogsaa, hvad det hele kommer af.

Prestur.  
Naa?

Lis.
Jo. Sunneva er tindrende gal over, at jeg holder hende paa afstand. - Hun var jo pot og pande her i præstegaarden, før vi kom.

Prestur.  
Ja, jeg forstaar det jo nok.   Men der er noget, du ikke maa glemme. En præstekone har ikke lov til at vælge sin omgang udelukkende efter sit eget hoved, hun maa - til en vis grad i hvert fald - ofre sig for sin mands gerning.

Lis.
Jeg vil ogsaa gerne, Alfred, - men hvis du tænker paa Sunneva, saa kan jeg sige dig det rent ud, - at der bøjer jeg mig ikke; jeg vilde synes, det var hykleri!

Prestur.
Sunneva er god i bunden! Tro du mig.

Lis.
Det ved jeg ikke, - jeg tror det forresten ikke.

Prestur.  
Hvorfor ikke?

Lis.  
Aa -

Prestur. 
Hvad er det, du tænker paa?

Lis.  
Paa noget, jeg oplevede i gaar.

Prestur. 
Hvad oplevede du?

Lis.  
Det har jeg ikke lov til at fortælle dig.

Prestur (eitt sindur firtin).  
Ja, ja da (fer yvir at hurðini).

Lis.  
Aa nej, Alfred, - gaa ikke!

Prestur (blídliga).  
Vil du gerne have, jeg skal blive?

Lis.
Ja, - her er saa forfærdelig ensomt, naar du er borte. - Og Elsebeth kan du da nok naa alligevel.  Det er jo tidligt paa dagen.

Prestur.  
Godt.  Saa bliver jeg - en halv times tid (yvir at bókhillini, tekur somu bókina fram). Skal jeg læse lidt for dig?

Lis (við avgjørdum vamli í málinum).  
Er det den om Madagaskar.

Prestur.  
Ja, det er aarsberetningen fra Madagaskarmissionen.

Lis.  
Oprigtig talt, Alfred, - du maa ikke blive vred, men –

Prestur.   
Nej,  nej,  jeg  bliver ikke vred! (stappar sær aftur upp í pípuna).

Lis (hvílist tankafull i stólinum).

Prestur (er umsíður liðugur).   
Nu, er der noget andet, du tænker paa -?

Lis.  
Ja.

Prestur.
- Som du heller ikke kan sige mig?

Lis.  
Jo, det kan jeg godt.

Prestur.  
Hvad er det da?

Lis (situr og smílist fyri seg sjálva).
Jeg sad og tænkte paa mors dagligstue, - hvor der er hyggeligt nu - i halvmørke - ved aftentid. Sneen falder udenfor, man kan høre sporvognsklokkerne, og ind gennem vinduet falder det dæmpede lys fra gaden - fra lygterne, der lige er tændt.

Prestur (illa við).  
Ja, - ja, Lis.

Lis.
Og mo'r sidder paa forhøjningen med sin sykurv, - men hun syr ikke, for hun kan ikke se.  Sofie har flere gange været inde for at tænde lampen, men hun faar ikke lov, for mo'r vil sidde stille i mørkningen og tænke - paa mig.

Prestur.
Paa sin stakkels datter, ja, der er bortført til det barske taageland, og som nu fortryder, at hun fulgte med mig herop.

Lis.
Nej, -, nej, - det maa du ikke sige, - jeg har aldrig fortrudt, at jeg gik med dig. -

Prestur.  
Virkelig ikke?

Lis.
Nej, - aldrig. Det ved du jo ogsaa; du ved jo, at jeg holder af dig. - Det kommer bare saadan over mig - en gang imellem - længselen, - det betyder ingenting, - - jeg er jo ikke saa gammel og fornuftig sum du, vel?

Prestur (kínir henni).
Nej, - Gudskelov (fer aftur at lesa).

Lis (leggur seymingina frá sær).
Saa, nu er jeg færdig, nu bliver Zacharis glad (reisist og fer at leita).   Har du ikke set Berlingeren?

Prestur.
Den har du jo læst mindst 17 gange i den sidste maaned.

Lis (finnur blaðið).
Her har vi den! Nej du, bekendtgørelserne og annoncerne har jeg kun læst 4 gange. (Lítil tøgn). Alfred!

Prestur. 
Ja?

Lis.  
Hvad er smaaredsel?

Prestur (hyggur upp).
Hvadbehager? - Smaaredsel; det er saadan, - det er visse smaaindtægter ved et embede.

Lis (lesur).  
Tak!  

(Bæði lesa áfram).

Lis (lesur, heldur spakmælt).  
Præstegaarden ligger meget smukt, højt, omgivet af gammel have. Nyt og velindrettet stuehus.  Vand i køkkenet.  (Eitt sindur harðari). Tænk, vand i køkkenet!!! I haven cirka 50 frugttræer, paa sydvæggen vinranker, der aarligt giver et betydeligt udbytte af modne druer. Tænk dig, Alfred, der er modne druer!

Prestur (í øðrum heimi).
Hvor! (heldur dátt við). Hvad er det, du sidder og læser, Lis.

Lis. 
Aa, der er et embede der er opslaaet ledigt, Skovbølle paa Falster.

Prestur (letst sum einki).  
Ja saa.  

(Bæði lesa áfram).

Marjin (inn).  
Sunnuva í Stórustovu er her og biður um at fáa prestin í talu.

Lis.  
Du store Kineser! Hende maa vi tage fint imođ; Marja, lav os en kop chokolade.

Marjin.  
Eg skal ikki læra frúnna, men annars trúgvi eg ikki, at Sunnuva leskar slíkt drekka.

Lis. 
Ja, ja, det ved du bedst. Lav saa kaffe da og bed hende komme ind

(Marjin fer uttar).

Lis. (rópar aftaná henni.)  
Og stærk!  (fyri seg sjálva) Sunneva - tænk bare - ja hvorfor ikke?

Prestur.
Du behøver ikke at blive, hvis du ikke har lyst. Jeg skal nok besørge hende alene.

Lis.  
Nej tak.  Jeg har stor lyst til at høre, hvad hun har paa hjerte.

Prestur.  
Hys -.

Sunnuva (kemur. Hon er stór og breiðvaksin og hábærslig).

Prestur.  
Værsgo og sid ned –

Sunnuva. 
Takk!   (Hon setur seg, steyrrøtt og tigandi. Lis sigur heldur einki, og tøgnin fer at kennast tyngjandi).

Prestur:  
Naa - Hvordan staar det til i - hjemme paa gaarden?

Sunnuva (ansaslig, í lestratónu).  
Sum verða man, hann sjálvur, tá ið ótukt og lættferdugheit hava fingið innivist.

Prestur (bilsin):  
Hvad mener De dog?

Sunnuva.
Eg meini, at tað er nógv fyri hjá eini aktverdugari konu at skula liva undir lonini saman við eini horkvinnu.

Prestur:  
Jamen, Sunneva - dette – dette - er dog vist ting - som bedst egner sig til at drøftes under fire øjne. (Kveitir yvir at Lis fyri at fáa hana at fara, harkar og ger tekin til hana. Lis letst sum einki.)

Sunnuva.  
Mini ørindi kunnu væl røkjast, um frúin er tilsteðar. (Heldur spotskliga). Ogfrúin fær væl at vita tey kortini.

Prestur:  
Hvad De betror mig som præst, Sunneva -

Lis (sáttliga).
Lad Du kun Sunneva tale, Alfred. (Treystliga) Jeg tror ikke, det skader noget,at jeg er tilstede.

Sunnuva (kveitir heldur bilsin yvir at henni).

Prestur.
Ja, ja da - men jeg synes dog ellers, at en sag af den art. - Hvad var det saa, De vilde sige, Sunneva?

Sunnuva. 
Tað er Sára, arbeiðiskona min, sum kom í mítt breyð í fjør.

Prestur.  
Sara - ja, jeg husker ikke i øjeblikket. -

Lis.
Jo, jeg kender godt Sara og det gør Du ogsaa, Alfred - det er den lille kønne pige med de brune krøller.

Prestur.
En ganske purung pige - ja, nu husker jeg.

Sunnuva.
Ung er hon og vøkur væl eisini uttantil at siga. Men annars skal eg ikki rósa henni, eftirsum hon er blivin við barn og enntá ikki veit av nøkrum dreingi at siga!

(Tøgn. Lis situr og dandar i ruggustólinum. Sunnuva hyggur at presti og væntar sjónliga, at hann skal siga nakað.)

Prestur.  
Ja, det er jo meget - uheldigt.

Sunnuva (harðmælt).  
Eg vil nú kalla tað ótuktligt.

Prestur.  
Ja, ja - selvfølgelig -

(Marjin kemur inn við kaffi; prestafólkini bjóða Sunnuvu sukur, róma og køkur. Síðani fer Marjin, og so verður aftur tøgn).

Lis.  
Værsgo, Sunneva - en lille kop kaffe?

Sunnuva.  
Takk!

Lis.  
Og en kage -?

Sunnuva.
Takk! - - Ørindi míni vóru annars tey at spyrja, hvat Prestur meinar um hesa sak.

Prestur.
Jeg synes selvfølgelig, at det er sørgeligt, sligt kan hænde - og ovenikøbet for en person, som har levet i Deres gode og agtværdige hjem.

Sunnuva (nikkar).  
Heldur Prestur at tað er beint, at hon skal ganga her sum eitt forargilsins tekin fyri alla bygdina?

Prestur. 
Jeg forstaar godt, hvor ubehageligt det maa være - for Dem, Sunneva. –

Sunnuva (nikkar aftur).  
Ja. Og tí havi eg hugsað um at senda hana burt sum skjótast. Hon hevur heim sítt í Vágum, hagar má hon so fara.

Lis.
Er det virkelig Deres hensigt at jage det stakkels barn bort med skammen?

Sunnuva.
Ikki skuldi frúin fingist við at stakla hana, sum so hevur livað í synd og ógudiligheit.

Lis.
Jeg siger nu stakkel alligevel. Pigen er jo ikke mer end atten aar. Hvordan tror De, hendes forældre vil tage imod hende, naar hun kommer hjem paa den maade?

Prestur.
Lad os tage Sagen roligt, kære Lis, Sunneva vil jo ikke gøre pigen noget ondt. Det er kun rimeligt, at Sara under disse forhold rejser hjem til sine forældre.

Lis. 
Du aner jo ikke, hvad du taler om, Alfred.

Sunnuva.  
Gentan hevur sjálv verið atvoldin í vanlukkuni.  Ikki dugi eg at skilja, at slíkkonufólk eiga at tykjast synd í.

Lis. 
Nej, det kan De sagtens sige.  Og De kan sagtens heller ikke se, at der ogsaa er andre, der har skylden her. –

Sunnuva.  
Onnur?

Lis. 
Ja, den mand, som har forført hende.

Sunnuva (letur ikki við seg koma).
Eg kenni ikki tann mannin, - hann havi eg einki við at gera.

Lis (bínir hana ígjøgnum).  
Har De ikke lyst til at vide, hvem det er?

Sunnuva.  
Hann kemur ikki mær við, - hon er ikki dóttir mín.

Lis.  
Men han er Deres søn!

Sunnuva.   
Óla Jákup! (Hon trívur í stólaarmarnar. So sissast hon). Hvør hevur setthasa lygnina saman fyri frúnni?

Lis (meira sáttlig).  
Det er ingen løgn. Sara har selv sagt det til mig. Jeg traf hende i haugen i gaar.  Hun gik og græd. Baade hun og Ole Jakob er frygtelig angst for Dem, Sunneva.  Og jeg maatte love dem at tie stille. Men nu ved De det altsaa, og det er vel bedst saadan.

Sunnuva.  
Hon lýgur, tann tyttan!

Lis (hyggur stívt í eygu hennara, álvarsliga).
Hun lyver ikke. Gaa hjem og spørg Deres søn.

Sunnuva (hevur seg undan andlit hennara, likasum mýkist, og hon boyggir høvdið).

Lis (tykist synd í henni).  
Jeg maatte jo sige det til Dem, for at forhindre, at De gør Alvor af det og jager pigebarnet bort.

Sunnuva (hyggur upp. Tað er eitt bæði ónt og trælsligt glimt í eygum hennar). 
Hvat heldur frúin so, at eg skal gera við hana?

Lis (álvarsom).  
Jeg mener selvfølgelig, at De skal beholde hende hos Dem og gifte hende med Deres Søn.

Sunnuva.  
So, tað heldur frúin!

Lis.  
Ja!

Sunnuva.  
Er Presturin samsintur í hesum?

Prestur. 
Ja, Sunneva, jeg kan jo ikke fragaa, at det vilde være den smukkeste løsning - og ogsaa den mest moralske.

Sunnuva (ilsklig).  
Prestur og frúin kunnu saktans tosa so. Tað eru ikki tit, ið skulu hava eitt slíkt rekavætti, eina sovorðna biddarateys til sonarkonu.

Prestur.
Jeg forstaar saa godt, at det er svært for Dem, Sunneva.   Men tænk Dem om.   Vi er alle skrøbelige mennesker, og De bør have medlidenhed med den unge pige.

Sunnuva.  
Kundi Prestur so ikki eisini tykt synd í mær?  Óla Jákup er einasti sonurin og er borin til garðin.   Hann kundi valt sær ta ríkastu gentu, í sóknini er, og so skal hann noyðast at giftast við einum, sum bert er til skomm og skendsil fyri alt okkara slag!

Prestur.
Vi maa tit give afkald paa det, vi inderligst har ønsket, Sunneva. Og vi maa bøde for det, vi har forbrudt.

Sunnuva (reisist).
Ikki vil eg bøta fyri tað, sum Óla Jákup hevur forbrotið seg. Og um Prestur vildi spurt tey her í bygdini, sum hava nakað at týða, so hugsi eg, tey høvdu givið mær viðhald, tá ið eg reki syndina út úr mínum húsi.

Lis.  
Er det Sara, De mener med synden?

Sunnuva.  
Ja.

Lis.  
Det er ikke Sara, som er synderen.

Sunnuva.  
Sigur frúin tað?

Prestur   (skundisliga).   
Det kan Du  ikke mene.   Ganske vist - det er ikke hende alene - maaske ikke mest hende –

Lis.  
Det er heller ikke Ole Jakob; de to har kun syndet af kærlighed –

Prestur.  
Lis!      

Lis.  
Nej - synderen - Sunneva, det er Dem.

Sunnuva.  
Eg!

Lis.  
Ja, De har ved Deres haardhed drevet de to andre ud i synden, og nu vil De ganske roligt lade dem blive der.

Sunnuva (snøggliga kvirr,  lágmælt).   
Hatta var nógv avgjørt.   Tað tordi verið, at frúin kom at angra hasi orðini.

Prestur (kávar útyvir).   
Min hustru mener det ikke saa slemt, Sunneva. Hun mener blot, ligesom jeg, at det vilde være ønskeligt om de to unge giftede sig.

Sunnuva.
Eg skal væl vita sjálv at skipa fyri mínum húsi.

Prestur. 
Ja, ja, det har De jo altid forstaaet.

Sunnuva.   
Og so vil eg siga presti og frúnni farvæl. Nú man vera nógmikið tosað um hetta.

(Hon tekur í hond og fer. Prestur fylgir henni).

Prestur (inn aftur; gongur upp og niður ilskliga).
Du burde have sagt mig det i Tide, - det med Sara, - saa jeg havde faaet Tid at tænke over det.

Lis.  
Jeg havde jo lovet at tie med det.

Prestur.  
Du sagde det jo alligevel.

Lis.
Ja - da Sunneva kom, saa kunde jeg ikke lade være.

Prestur.  
Du har fornærmet hende dødeligt.

Lis.  
Jeg synes ikke, hun fortjente det bedre.

Prestur (aftur og fram á gólvinum).  
Dette her er en overmaade vanskelig sag, Lis. –

Lis.  
Ja, det er det naturligvis.  Men jeg synes da ikke, du kan være i tvivl om, hvad du har at gøre.

Prestur. 
Synes du ikke?

Lis.  
Nej, det siger da sig selv. Du maa hjælpe Sara og Ole Jakob til at faa hinanden.

Prestur.  
Og hvad saa med Sunneva?

Lis.  
Er du bange for Sunneva?

Prestur. 
I Guds navn, Lis, du maa da kunne forstaa, at i min stilling - saa maa jeg tageet Vist hensyn til, hvad Folk mener.

Lis.  
Jeg tror ikke, man bør tage hensyn til andet, end hvad der er rigtigt og godt.

Prestur.  
Nej - naturligvis - paa en maade saa har du jo ret. – Men - -    

Lis.  
Paa en maade - - ?  

Prestur.  
Ja, jeg mener -   

Lis (hyggur eina løtu at honum).  
Jeg troede ikke, du var fejg, Alfred.

Prestur.  
Fejg?

Lis (sárliga).
Ja. - Og det maa du ikke være, det maa du ikke.

Prestur.
Jamen kæreste barn - du maa jo dog kunne begribe -

Lis.
... Alfred, ved du - ved du - hvorfor jeg – netop - tog đig?

Prestur (bilsin).
Hvorfor du tog mig? Hvor kommer du til at tænke paa det nu? - Men du har for resten ret (heldur beiskur). Det er virkelig noget af et problem. Midt i en skare af udsøgte tilbedere - saa valgte du mig, som ikke var andet end ...

Lis (smílist av óvart).
End en halvsur teolog med altfor korte bukser.

Prestur.  
Ja, det har du før ladet mig høre.

Lis.  
Vil du vide, hvad det var, der bestemte mig?

Prestur.  
Nu?

Lis.
Det var det, at du var en mand, jeg turde stole paa; du var trofast, der var tryghed ved dig, - det var det, jeg følte, - og det var det, jeg trængte til.

Prestur.  
Ja - og hvad saa?

Lis.
Jo - forstaar du ikke - den tryghed - den maa du ikke tage fra mig.

Prestur.
Og det synes du, at jeg er i færd med nu?

Lis.
Jeg er saa bange for, at du skal give efter for Sunneva og hendes indflydelse.

Prestur.
Det behøver du ikke at være. Naar jeg staar vaklende overfor Sunneva, saa handler jeg netop udfra en slags trofasthed.

Lis.  
Hvorledes mener du?

Prestur.  
Jeg har ikke lov til i overilelse at støde nogen fra mig, hvor det kan undgaas. Jeg vilde ikke være trofast mod min gerning, hvis jeg gjorde det.

Lis.  
Du vil dermed sige, at jeg har handlet overilet?

Prestur (álvarsamur).  
I høj grad, ja.

Lis.  
Og det gør jeg tit, ikke?

Prestur.
Du glemmer - lidt for ofte, synes jeg, hvad det er for mennesker, vi her er sat til baade at vejlede og lempe os efter.  Færingerne er et sædeligt folk, Guds lov er hellig iblandt dem. At en præstekone forsvarer to mennesker, der aabenlyst har syndet mod denne lov, - det vil de ikke kunne forstaa, - og vi kan ikke forlange, at de skal kunne det.

Lis (lágmælt).
Det er saa fortvivlet, Alfred. Jeg bliver aldrig den præstekone, som du kan være tjent med.

Prestur (tegir eitt bil).
Sig mig en gang –

Lis.   
Ja?

Prestur.
Hvis jeg nu søgte det embede - Skovbølle paa Falster - med vand i køkkenet og vindruer paa muren, -vilde jeg saa være trofast, som du før kaldte mig?

Lis.
Tænker du paa det, - tror du, at du kunde faa det?

Prestur (hyggur álvarsamur at henni).
Maaske - ja - jeg kunde maaske faa det.

Lis.
Nej, nej - du skal ikke bryde dig om, hvad jeg har sagt, - jeg forstaar godt, at - hvis du tog bort herfra, - saa svigtede du, - og det maa du ikke. - Men derfor kan jeg jo ogsaa have en smule ret - undertiden - ikke sandt?

Prestur (tekur hana inn at sær og kyssir hana).  
Lille pige!

Marjin (inn).  
Tað vóru kaffikopparnir, frúin. (Setur teir saman á ein bakka, Lis hjálpir henni). Jógvan er júst nú komin úr Havn, hann var inn um gáttina.

Lis.   
Naa, hvad nyt var der?

Marjin.  
Har var komið eitt danskt orlogsskip til Havnar í gjár.

Lis.  
Et dansk orlogsskib!  (Íðin). Hvad var det for et?

Marjin.  
Tað var nokk ”Heimdal”.

Lis.  
”Heimdal”!

Prestur.  
”Heimdal”!   Der stod jo, at det var ”Ingolf”, som skulde herop.

Lis (stendur við einum koppi í hondini sum burtur í øðrum heimi).  
”Heimdal”!

Marjin (støðgar á, men tá ið Lis einki meira sigur, tekur hon stillisliga koppin frá henni og fer við bakkanum).

Lis.  
Saa er Georg jo med.

Prestur (heldur tvørur).  
Det er han vel.

Lis.  
At tænke sig, at Georg virkelig er heroppe - kun et par mil herfra?

Prestur.  
... Det er besynderligt.

Lis.  
Hvilket?

Prestur.
At det er blevet ”Heimdal”; de skrev jo, det skulde være „Ingolf".

Lis (smílist).  
Det kan skibet da ikke gøre for. - Forresten skal du ikke være bange; Georg er saamænd ikke den mand, der farter over hav og land for min skyld.

Prestur.  
Hvad skulde jeg være bange for? Hvis din fætter kommer herover, skal han være hjærtelig velkommen.

Lis  (smílist  enn).   
Ja,  forfærdelig morsomt vilde det nu være.

Prestur.  
Naa - men - nu maa jeg afsted.

Lis   (yvir at vindeyganum).   
Vejret er blevet endnu værre end før!

Prestur.  
Det faar være, - jeg maa ud og gøre min pligt.

Lis (fer og hálsfevnir hann).  
Du er da ikke vred paa mig?

Prestur.  
Hvorfor dog?

Lis.  
For det med Sunneva.

Prestur (strýkur henni yvir hárið). 
Jeg kan aldrig rigtig blive vred paa dig, og det er vist i grunden galt engang imellem.   Farvel saa længe.

(Prestur fer).
Lis (gongur og smánjórar, setur seg við klaverið og spælir eitt lag. Meðan hon spælir, kemur Sakaris inn úr køkinum - gloppar fyrst hurðina og nærkast so).

Sakaris (stendur og hyggur at henni. Lis ansar hann ikki í fyrstuni, men kennir umsíður á sær, at onkur er í stovuni, heldur uppat at spæla og vendir sær við).

Lis.  
Aa, er det dig, Zacharis!

Sakaris. 
Ja, tað er Sakaris!  Eg sá, at hann fór, hasin svarti Presturin -!

Lis.  
Ja - han gik langt bort. –

Sakaris.  
Og verður hann leingi burturi?

Lis (smílist).  
Jeg tror nok - du behøver ikke at være bange, Zacharis.

Sakaris (hyggur at henni).
Ert tú tung í huga, genta mín?

Lis.  
Nej, hvorfor skulde jeg være bedrøvet? Det var pænt af dig, at du kom og saa til mig.

Sakaris (smílist fegin).

Lis.  
Maa jeg se, hvor fin du er i dag!

Sakaris. 
Tað mást tú gjarna (kneppir skundisliga upp kotið og visir eina bláa troyggju, væl baldýraða við perlum og bondum).

Lis (slær, ovfarin, saman hendur).  
Næ, menZacharis dog - du ligner jo en kejser.

Sakaris (fettir sær erpin).

Lis (yvir at seymiborðinum).  
Og nu skal dubare se, hvad jeg har til dig; - du skal blivefinere endnu.

Sakaris (eygleiðir hana ansin).

Lis (fyri seg sjálva).  
Saa, - hvor har jeg nulagt det? (Leitar í heilum í seymiborðinum).

Marjin (inn, hon kveitir hvassliga yvir at Sakarisi).   
Tað var viðvíkjandi náttverðanum,frúin!

Lis (hyggur upp, hugsar seg um). 
Ja, Marja, - lad os se - hvad har vi?

Marjin.  
Kanska frúin hevði hugt eftir sjálv!

Lis.  
Besørg du det heller selv (smílist). Du ser jo, jeg har fremmede.

Marjin (eitt sindur vanvirðisliga).   
Ja, tað er vorðið sum stórgestur, hasin! (við Sakaris). Tú kundi gott turka tær um føturnar, áðrenn tú fert inn í eina hampiliga stovu.

Sakaris (ræddur).  
Ja, ja! (skavar óróligur við fótunum).

Marjin (skal fara).

Lis.
Nej, vent lidt! Jeg havde nær glemt det vigtigste, - Zacharis skal da have sit spæk.

Sakaris (strýkur sær lukkuligur um búkin).

Marjin.  
Kom so við út í hjallin, Sakaris!

Lis.  
Du kan hente det til ham.

Marjin (út, ristir við høvdinum).

Lis (skal aftur fara yvir at seymiborðinum, men Sakaris støðgar henni). Hvad er der, Zacharis?

Sakaris.  
Meg droymdi ein dreym í nátt.

Lis (smílist).  
Det gør du jo altid.

Sakaris. 
Stormurin leikaði úti í skørunum -

Lis.  
Ja, det gjorde den!

Sakaris.  
Og brimið dundi móti berginum.

Lis.  
Hvad drømte du saa?

Sakaris (hulisliga).
Meg droymdi teg, genta, og huldukongin. Eg sá hann koma oman úr fjøllunum, - dungandi kavarok var og ódnarstormur.  Teg var tað, hann vildi hava fatur í.

Lis.  
Aa, sikke noget vrøvl, Zacharis!

Sakaris.
Men eg skal lemja hann, skal eg - huldukongurin skal ikki taka gentu mína!

Lis. (sissandi)
Nej, det skal han ikke (strýkur blídliga arm hansara). Naar du er hos mig, er jeg ikke bange for noget.

Sakaris (smílist hjartansfegin).

Marjin (inn. Hon heldur eitt stórt spikstykki í hondini)
Her er spikið hjá tær, Sakaris.

Sakaris (trívur grammur eftir tí og stappar tað upp undir kotið).  

Lis (hyggur smílandi at honum, Marjin hálvørg).

Marjin.  
Óreint í hatta, ið svínskt ikki er (út).

Lis.  
Naa, men det var jo det, jeg havde til dig (yvir at seymiborðinum).

Sakaris (nærkast forvitin).

Lis. 
Her er det. (Í tí hon reisist, er henni hyggjandi út gjøgnum vindeygað.)   Nej - men - hvem er det?

Sakaris (yvir til hana).

Lis (ovfarin).  
Der kommer en mand hen over tunet! ... Ja min sandten...

Sakaris. 
Gyltar knappar - gyltar knappar –

Lis.  
Det er jo Georg - det er Georg –

Sakaris.  
Hvør -?

Lis.
Det er min fætter - det er Georg Kyhn, som er kommera herop med ”Heimdal” - (Lis fer uttar, mannamál hoyrist úti í forstovuni).

Sakaris (fer ljódliga yvir at køkshurðini).
Huldukongurin - Huldukongurin (út).

(Fólk hoyrast tosa har uttari.)

Sama stova. Lis situr við klaverið og spælir - spakuliga. Georg Kyhn gongur aftur og fram og guvar úr shagpípuni. Av og á stedgar hann við vindeygað og kagar út. Tað sær óveðursligt út uttanfyri. Vindurin veksur i heilum. Umsíðir ódnarstormur.

Georg (skutlar sær).  
Uha -!

Lis (spælir).  
Hvad siger du?

Georg.  
Jeg siger uha!

Lis.  
Til hvad?

Georg.
Til det derude. Jeg forstaar ikke, at du kan holde det ud, Lis!

Lis (heldur uppat at spæla, kveitir yvir at honum).  
Hvilket?

Georg.  
Alting - heroppe -

Lis.
Man vænner sig med det, du (spælir aftur).

Georg.
Gør man? (hyggur at henni). Jeg har dog set et og andet her i verden, og det har ikke været lige gemytligt altsammen. - Men den tur, vi gik igaar, - jeg vil sige dig, Lis, - det er sgu den skumleste, jeg har været med til. Saa sorte som her er klipperne ingen andre steder.   Og som det drev av væde og sjask altsammen, skønt det  jo dog var en pæn dag  igaar.

Lis.  
Ja, - usædvanlig!

Georg.
Og brændingen. Man skulde tro, at alle nordhavets mest ondsindede bølger havde valgt at holde generalforsamling herinde under øen.

Lis (heldur uppat at spæla eina løtu).
Jamen det er ogsaa hele nordhavet.

(Lítil tøgn).

Georg.  
Og saa du!

Lis.  
Jeg?

Georg. 
Ja - du Lis – i dette troldeland!

Lis.
Om sommeren er her smukt, - jo her er. Naar solen skinner, og bøen er grøn, og havet ligger blankt og skinnende, - selv den gamle hammer derovre kan ligefrem ligge og smile til os!

Georg. 
Sommeren er vist svært kort heroppe!

Lis (spakuliga) 
Ja, - det er den jo - naturligvis.

(Stutt tøgn. Lis fer aftur at spæla).

Georg.
Jeg tror skam, den gamle fyr faar ret.

Lis.  
Hvem?

Georg.
Jegvan, tror jeg han hed. Han meddelte mig i morges, at han ansaa det for yderst tvivlsomt, om jeg kunde slippe over Skopenfjord. Men han lovede at komme og sige til ved middagstid. Saa er det vist, vejret plejer at tage sin beslutning for eftermiddagen.

Lis (hevur givið uppat at spæla, yvir at honum).
Jamen Georg, saa kommer du jo ikke afsted i dag!

Georg.  
Næ, - det ser ikke ud til det.

Lis.  
Er du meget ked af det?

Georg.  
Ked af det?

Lis.  
Ja - saa gaar du jo glip af ballet hos amtmandens!

Georg.  
Lad det ryge og rejse!

Lis. 
Ryge og rejse! Du skulde blot vide, hvad Thorshavn kan præstere af ungdom og skønhed.

Georg.
Ja, mange tak. Jeg beder bare til, at vejret rigtig for alvor maa tage fat.

Prestur (inn frá stovu síni).
I maa endelig ikke lade jer forstyrre, - jeg skulde blot hente en bog.

Lis.  
Tror du ogsaa, at vi faar storm, Alfred?

Prestur (eitt sinđur bilsin).  
Storm -!

Lis.  
Ja, for saa kan Georg jo ikke komme afsted - saa maa han blive her - i hvertfald til i morgen.

Prestur.
Ja - jo! (hyggur út gjøgnum vindeygað)  Forresten tror jeg nu, at vejret bedager sig henad klokken tolv - saadan gaar det ofte.

Lis.  
Jegvan tror det modsatte.

Prestur.  
Naa, ja - Jegvan forstaar sig jo paa det. Og, selvfølgelig, det er jo en stor glæde for Lis - at beholde Dem her, løjtnant Kyhn, - saalænge De har lyst til at blive.

Georg. 
Ja, mange tak, pastor Prahl – længere end til imorgen bliver det nu ihvertfald ikke.

Lis.  
Det skal du ikke sige, - saadan en storm kan godt vare to døgn i det mindste.

Prestur (yvir at bókhillunum, har hann leitar sær eftir eini bók).

Lis.  
Bliver du ikke siddende herinde, Alfred - sammen med os?   

Prestur.  
Jeg ber Dem undskylde, løjtnant Kyhn - men jeg er just i færd med at skrivepaa min søndagspræ'ken.

Georg. 
Bevares, bevares -!   (Prestur út).

(Stutt, heldur nívandi tøgn).

Lis.
Har du slet ikke mer' at fortælle mig?

Georg.  
Om hvad?

Lis.
Om København. Jeg er vis paa, at der er en hel masse ting, jeg har glemt at faa besked paa, - og saa vil jeg ærgre mig saa frygteligt, naar du er rejst. Hvordan gaar damerne klædt?

Georg..
Ikke nær saa kønt som du.

Lis. 
Det vil med andre ord sige, at jeg er frygtelig umoderne!

Georg (nikkar, smílist).
Du er nydelig, hvad du saa har paa - om det saa var en eskimodragt.

Lis (skoðar seg sjálva).  
Jeg har nok tænkt det. I dine øjne ser jeg nærmest ud som en Eskimo.

Georg.  
Du ser ud - som den du er – som den, du altid har været og som jeg aldrig har kunnet glemme.

Lis (burt frá honum).  
Snak, Georg!

Georg (tekur upp annað tos).  
- Men du spurgte mig om København –

Lis.  
Ja -

Georg.  
Nu skal du høre den sidste.

Lis.  
Den sidste?

Georg.
Ja, den som alle lirekasserne spiller og mælkedrengene fløjter - og som hele byen danser efter.

Lis.  
Aaja - lad mig høre!

Georg (syngur og spælir).

Lis (nikkar og njórar lagið við)
Prestur (kemur inn úr skrivstovu síni, uttan at tey ansa tað. Hann harkar, tey venda sær ímóti honum, og Georg heldur uppat at spæla).

Georg.
Om forladelse - vi forstyrrer Dem maaske?

Prestur.  
Ja, - jeg kan jo ikke nægte –

Georg.   
Jeg beder Dem  undskylde, pastor Prahl!

Prestur.
Musik af den art staar jo ikke altfor godt til de betragtninger, som jeg just for øjeblikket skulde hellige mig.

Lis.
Det er da virkelig en meget uskyldig melodi.-

Prestur (letst sum hann ikki hoyrir hana).
Og i det hele taget - ja, De maa undskylde, løjtnant Kyhn, - men i et præstehjem - der maa man tage visse hensyn - navnlig heroppe.

Georg (fryntligur).
Naturligvis - det forstaar jeg saa godt. Det var blot Lis, der ønskede at faa et indtryk af København, som den er nu.

Prestur.
Og København har ikke noget bedre at byde paa - i øjeblikket - end den slags kvinkeleren?

Georg.
Det er byens tone - om jeg saa maa sige.

Prestur.
Saa beklager jeg byen. Men som sagt, De undskylder, løjtnant Kyhn, - De undskylder?

Georg (bukkar).

Prestur (út).

Lis.
Uf! Du maa ikke tro, at Alfred altid er saadan.

Georg (tendrar pípu sína).
Jeg synes din mand havde ret. (Tøgn. Hann kagar út gjøgnum vindeygað).   Den tager til - desværre!

Lis.
Siger du desværre? Det er nok alligevel amtmandens bal, der trækker - hvad?

Georg (álvarsamur).
Nej, det var ikke det! (Tøgn).

Lis.  
Ja - spille, tør vi vist ikke mer i dag. Hvad skal vi saa bestille?

Georg.  
Sidde her - ganske roligt sammen - det har vi dog gjort før.

Lis.  
Ja - det har vi jo.

Georg. 
Hjemme i Bredgade 98 - i din moders dagligstue.

Lis.  
Ja -

Georg.
I mørkningen - naar din moder var gaaet ud - for at se til middagsmaden (smílist við). Kan du huske, Lis, hun gik altid ud for at ”se til middagsmaden”, - skønt hun godt vidste, at den kunde jomfru Hansen nok klare alene.

Lis (spakuliga). 
Ja!

Georg.
Du sad og spillede - kun klaverlysene brændte og lyste hen over dit haar, - saa det af og til glimtede helt gyldent -

Lis.
Nei hør nu, Georg - jeg har ikke spor af lyst haar - det er cendré - ganske almindeligt -

Georg.
Jamen det glimter alligevel - jo, det gør - naar lyset falder som det skal. Ellers havde jeg ikke kunnet huske det.

Lis.  
Huske det?

Georg.
Ja, paa mine rejser. Du aner ikke, hvor tit de smaa gyldne glimt har lyst i min erindring!

Lis (letst kát).  
Nu vrøvler du, Georg –

Georg (sáttliga).  
Og saadan har det været - med saa mange ting -- da du ikke var der længere.

Lis (roynir at sláa tað upp í gleim).
Hold nu op, Georg; - det er slet ikke morsomt at høre, at man tager sig bedst ud i afstand!

Georg.
Ja - det er sandt - afstanden var unægtelig stor.

Lis.  
Hvad mener du med det?

Georg.
Jeg mener, at jeg stod paa en kommandobro - i det indiske ocean - under Siams kyst.

Lis.  
Var det dengang, du saa mit haar lyse?

Georg (nikkar).
Ja - det var. Naar jeg længtes efter Danmark, saa saa jeg dit haar lyse. Det er underligt, - men ved du, hvad jeg tror?

Lis.  
Nu?

Georg.
- at naar to mennesker har gode minder sammen, saa er der ikke noget, der nærmer dem stærkere til hinanden end en stor afstand.

Lis.  
Det samme har jeg følt.

Georg.  
Du?

Lis.  
Ja - naar jeg tænkte paa Danmark.

Prestur (kemur ílatin til at fara út).

Lis.  
Skal du ud?   

Prestur.  
Jeg gaar mig en tur, - jeg kan slet ikke rigtig faa skik paa min prædiken idag!   Jeg tror, jeg vil have godt af at røre benene - og faa lidt frisk luft i lungerne.

Lis.  
Ja, men i det vejr - det blæser jo værre og værre, - og det bliver maaske regn

Prestur (rørligur, men roynir at latast sum einki).  
Vejret skader ikke mig. - Tværtimod. - Farvel saa længe; jeg skal nok væretilbage til middag (út).

Lis.  
Du maa undskylde, Georg - men jeg maa vist ud og se til middagsmaden.

Georg (smílist).  
Ligesom din moder - !

Lis (smílist eisini).  

Georg.  
For jeg har nemlig levende paa fornemmelsen, at du ogsaa har din jomfru Hansen!

Lis.
Ja, Marja er skam flink nok, - men det er mig som -

Georg.
- som fører overopsynet - naturligvis! Men tror du alligevel ikke, at det overopsyn kunde hvile i dag, - husk paa: jeg skal maaske allerede afsted om en time. Og saa ses vi maaske aldrig mere!

Lis. 
Jeg tror slet ikke, du kommer afsted i dag.

Marjin (inn).
Sakaris er her, frúin, - hann hevur gingið her uttanfyri og snoddað allan fyrrapartin, og nú Prestur fór, kom hann til dyrnar.

Lis.
Lad ham bare komme - der er noget, jeg har lovet ham.

Marjin (út).

Georg.  
Hvem er Sakaris?

Lis. 
Det er et stakkels, forrykt menneske, som gaar rundt og tilbeder mig.

Georg.  
Ja saa!

Sakaris (inn, starir at Georg).
Hvør er hasin?

Lis. 
Det er min fætter fra Danmark, Zacharis - du saa ham jo selv forleden dag, da han kom.

Sakaris. 
Tað er ikki hann (við angist í málinum). Hatta er huldukongurin (fer rædduraftur eftir hæli).

Georg. 
Huldekongen?

Sakaris.  
Eg hoyrdi hann í nátt, - hann er falskur sum havið, ið syngur um skerini.

Georg (smílandi).  
Hvad for noget, Zacharis! Synger jeg falsk?

Sakaris (øsist meir og meiri upp).  
Ansa tær,  genta - hann tekur teg við sær - langt burtur, - langt burtur.

Lis (leggur sissandi hondina á arm hansara).
Saa, saa Zacharis, tag nu ikke saadan paa vej. - Jeg kender ham jo, han er min gode ven.

Sakaris (meira friðarligur).
Er hann vinmaður tín?

Lis.
Ja, Zacharis, han er min ven - fra Danmark. Og nu skal du se, hvad jeg har til dig. Du fik det jo ikke forleden. (Fer yvir at seymiborðinum og tekur fram silkispjørrina).

Sakaris.
Á takk, takk. Nú verður Sakaris fínur (trívur eftir henni).

Lis.
Lad mig sætte det fast, vi maa da se, hvor det tager sig bedst ud. (Hon kneppir upp kot hansara, so tað sæst, at hin bláa troyggjan er øll baldýrað við perlum og bondum. Meðan tey tosa, festir hon við nálum silkispjørrina á troyggjuna).

Sakaris (peikar á Georg).
Er hann vinmaður tín?

Lis (sum við eitt barn).
Ja, det har jeg jo sagt dig!

Sakaris (hyggur við tindrandi eygum at teim blonku knøppunum hjá Georg).
Hann er stásiligur!

Georg (smílist góðsliga).
Ikke nær saa fin som du, Zacharis.

Lis.  
Nej, du er meget finere.

Sakaris (fettir sær erpin, so verða eygu hansara aftur hangandi við knapparnar hjá Georg. Hann stígur tvey stig framá og rættir út hondina til at nerta við teir, men fer so ræddur aftur eftir). Hann hevur knappar av reyðargulli.

Lis.
Du skulde ikke have en knap tilovers til ham - Georg?

Georg (tekur felliknívin og kutar ein knapp úr munderingsfrakkanum).
Ja - jo - værsgod, den maa du have. 

(Sakaris tekur hann lukkuligur og fer skundisliga burt við honum, strýkur hann móti kotinum).

Lis.  
Det var næsten en skam, Georg!

Georg (smílist).  
Aa hvad, en ven af dig!

Sakaris (strýkur og gníggjar knappin).

Lis (rættir fram hondina).
Skal jeg sy den fast, Zacharis?

Sakaris (kroystir hann í lógvanum).
Nei, nei!

Lis.  
Ja, det maa du selv om.

Sakaris.  
Nú fer Sakaris.

Lis.
Ja, ja da. - Farvel - og kom snart igen!

Sakaris (hulisliga).  
Eg skal nokk koma – tá ið tú treingir til mín - nokk koma – ver ikki bangin - nokk koma (út).

Georg (flennir).

Lis (álvarsom).
Du maa ikke le, Georg. Der er faa, jeg holder saa meget af som ham - og beundrer saa meget.

Georg.  
Beundrer -?

Lis.  
Eller beklager - hvad du vil kalde det.

Georg.  
Hvorfor?

Lis.  
... Skal jeg fortælle dig hans historie?

Georg. 
Har han en historie?

Lis.  
Ja, og en meget sørgelig.

Georg.  
En kærlighedshistorie - kanske?

Lis.  
Netop. En historie om en virkelig kærlighed. Det er derfor, han er blevet saadan.

Georg. 
Hvad er der da hændt ham?

Lis.  
Ja - heroppe hænder saa meget - besynderligt.  Det er naturen - og vejrliget - og sindelaget, - det er altsammen saa underlig - vildt og tilfældigt.

Georg. 
Ja - ja,

Lis.
Han var forlovet med en pige, der hørte hjemme paa den anden side bjergene, og brylluppet var allerede bestemt. Saa en søndag kom hans kæreste paa besøg, og da hun skulde gaa hjemad om eftermiddagen, saa fulgte han hende paa vej - op over fjeldene.

Georg. 
Nu?

Lis.
Og deroppe - ja - der er ingen, der rigtig ved, hvad der skete, - maaske er de kommen i strid sammen, - maaske har hun blot overtalt ham tíl at vende om, da de var kommen midtvejs. Men sikkert er det, at han vendte om og begav sig paa hjemvejen - og saa med et, saa var snestormen over ham, pludselig, som det kan ske her paa øerne. Han vendte pludselig om og kaldte - han styrtede afsted ad den vej, som han vidste, hun havde taget -

Georg. 
Men han fandt hende ikke?

Lis.
Der gik et helt døgn. Endelig, da stormen havde lagt sig, og da hele bygden var gaaet ud for at søge efter de bortkomne - saa de ham, her udenfor bøgærdet komme vadende frem gennem sneen med sin brud i sine arme.

Georg (hugtikin).  
Var hun død?

Lis.  
Ja, hun var død - men han forstod det ikke. Han havde mistet sin forstand. Da hun skulde begraves og lægges i kiste, maatte de ligefrem lokke ham bort fra hendes lig - og da han senere forstod, hvad de havde gjort, saa styrtede han ind paa kirkegaarden og vilde slaa præsten ihjel. Han tror endnu at hans jente lever - han tror at huldrekongen holder hende fangen deroppe paa fjældvidderne, han leder efter hende bestandig - og undertiden - saa tror han, det er mig.

Georg.   
Det er uhyggeligt, synes jeg.

Lis.  
Og jeg synes det er stort -

Georg.  
Hvilket?

Lis.  
At et menneske kan føle saa stærkt som Zacharis.

Georg (eitt sindur hvassliga).  
En mand behøver da ikke at blive idiot, fordi han mister sin kærlighed.

Lis (smílist). 
Nej, en dansker kunde ikke finde paa det, men Zacharis er jo ogsaa færing.

Georg (hevur tagt eitt bil).  
Hvorfor har du egentlig fortalt mig den historie?

Lis.
Du sagde jo selv, du gerne vilde høre den.

Georg.  
Og du mente, at der var et og andet i den, som jeg kunde have godt af at mindes om.

Lis.  
Hvad skulde det være?

Georg.  
At der gives - mennesker, som holder fast ved hinanden ud over al forstand — selv udover døden.

Lis.  
Ja, det er der dem, der kan.

Georg.  
Men jeg kan ikke, det var det, du vilde sige mig?

Lis.  
Det har jeg slet ikke tænkt paa.

Georg. 
Maaske ikke - det har nu ligget bagved alligevel.  (Rørligur) men det er ikke sandt. Den lektion, du har villet give mig - den har jeg ikke fortjent. Jeg har altid holdt af dig - altid.

Lis.  
Georg - det har du slet ikke lov til at sige til mig.

Georg.  
Nej, det ved jeg.

Lis (rolig).
Og forresten saa - tror jeg det ikke.

Georg (spakmæltur)
... Jeg vidste det først, da det var for sent.

Lis.  
Hold nu op. Ellers gaar jeg min vej.

Georg. 
Hvorfor - vi kan jo dog tale om det.

Lis.  
Om hvad?

Georg.
Om det - som jeg aldrig har faaet svar paa. Hvorfor du - svigtede mig -.

Lis. 
Det har jeg ikke gjort - aldrig - aldrig -.

Georg.
Dengang - jeg rejste bort - paa den lange rejse -

Lis.  
Ja!

Georg.  
Da havde jeg - friet til dig.

Lis.  
Og jeg havde svaret nej.

Georg. 
Det er ikke sandt.  Du havde - ingenting svaret.  Du havde ladet mig forstaa - at - naar jeg rejste - og der gik nogen tid - saa - maaske - naar jeg kom hjem –

Lis.  
Nej, Georg - det er noget, du bilder dig ind.

Georg.  
Bilder mig ind?

Lis.
Ja, det, vi to havde sammen - inden du rejste - det var ikke alvor - heller ikke fra min side. Det var - skal vi kalde det stemning - for at bruge et pænt ord - eller for at sige det rent ud: flirt - ikke en smule andet!

Georg.
Jamen - det blev til andet - for mig.

Lis.  
Hvornaar?

Georg.
Derude paa rejsen - da jeg ikke saa dig længer.   Jo Lis, det er sandt - og da jeg kom hjem og ikke fandt dig - -  jeg har lov til at sige det -

Lis.  
Hvilket?

Georg.
- at du har svigtet mig. - Jeg følte det saadan. Hvorfor ventede du ikke paa mig?

Lis (álvarsom).
Jeg syntes ikke, der var noget at vente paa.

Georg.  
Lis -

Lis.
Nej - ikke noget, der var værd at vente paa - saadan som I var, alle I unge sommerfugle, der fløj fra den ene til den anden - aah, du aner ikke, hvor led jeg undertiden kunde blive ved al jeres dumme munterhed - og hvor jeg mange gange kunde krympe mig af længsel - og savn –

Georg.  
Efter hvad?

Lis. 
Efter mennesker - rigtige mennesker!

Georg.  
Og saa - fandt du - ham?

Lis.  
Ja, saa fandt jeg ham.

Georg.  
... Han har haft det let!

Lis.  
Hvorfor? Hvad mener du?

Georg.
Ikke noget nedsættende. Jeg mener blot, at han har været lykkelig. Han er født som et ”rigtigt” menneske - han har ikke - som vi andre - gennem forvildelser og fejl maattet lære at blive det.

Lis (hyggur at honum).  
Georg -

Georg.
Jeg kunde være blevet det, - du kunde have gjort mig til det!

Lis (hálvt í angist).  
Kunde jeg?

Georg.
Ja! (um eitt bil). Dengang jeg vendte hjem fra Siam, da vi igen stod sundet ind! - Jeg har aldrig set Danmark saa dejligt, - det var en efteraarsdag med høj sol over de gyldne skove, alt var saa klart, luften og havet, og, landet med de røde flag paa Kronborgs bastioner. Jeg har aldrig været saa glad som den dag. For det var jo dit land, jeg vendte tilbage til. Og ... saa var det løgn altsammen!

Lis (sárliga).  
Georg!

Georg.
Du sagde før - at du mange gange ligefrem havde gaaet og krympet dig - af længsel - og savn –

Lis.
Ja -              

Georg.
Var det grunden til, at du nu - sidder her - som præstekone?

Lis (rørlig).  
Det har jeg ikke sagt.

Georg.  
Nej - men sig mig - dette savn - denne længsel - var det ikke først den sommer, da jeg var i Siam, - var det ikke først - dengang, at du følte det?

Lis (óviss).  
Maaske - jo - maaske –

Georg (á føtur).  
Jamen Lis - saa – har du jo alligevel - holdt af mig! (yvir ímóti henni).

Lis (rødd).
Du maa ikke, Georg - nej, nej, - aa jeg beder dig - jeg beder dig.

(Ein knapplig hvirla skakar húsini. Tøgn)

Georg.
Stormen tager til. - Er du ked af det, Lis?

Lis.  
Jeg ved ikke. - Faa mig ikke til at blive det.   

(Tað bankar.)

Lis.  
Kom ind!

Jógvan (inn).  
Guds friður í stovuni!

Lis.  
Goddag Jegvan!

Georg.
Der har vi jo afgørelsen! - Hvordan staar saa sagerne? Kan De sejle mig over?

Jógvan.
Var tað doktararóður ella eftir jarðamóður - so høvdu vit hildið okkum til.

Georg.  
Ja, det er jo ingen af de dele!

Jógvan.
Heldur hann á við hesum laginum, so er ódnarstórmur um ein hálvan tíma, og so er tað lívið um at gera at fara um fjørðin.

Georg (kveitir at Lis).  
Men - absolut umuligt er det altsaa ikke?

Jógvan.  
Onei!

Georg (kveitir framvegis yvir at Lis). 
Jamen, saa lad os prøve det!

Lis (hvøkkur við).  
Aanej, Georg!

Jógvan.  
Frúin skal ikki vera bangin – vit fara ikki.

Georg.  
Ja, men De sagde jo –

Jógvan.  
Tá tað stendst um lívið hjá øðrum, so seta vit okkara egna lív í váða, men vit spæla ikki við tí. Vit eiga ikki ov nógv lív at missa her á landi.

Georg.
De har ret. Jeg beder Dem undskylde (við Lis). Ja, saa bliver du altsaa nødt til at huse mig natten over (við Jógvan). For i morgen lader det slig vel gøre!

Jógvan.
Tað haldi eg ikki vera nakað at ivast í. Men um so er, fara tygum at halda mær til góðar.

Georg.  
Hvorfor det?

Jógvan.
Tí eg havi lovað meg til eina aðra ferð ímorgin.

Lis.
Vil De svigte os her i præstegaarden, Jegvan?

Jógvan (smílist).
Frúin fer eisini at halda mær til góðar, men eg havi givið Sunnuvu mítt lyfti, og hon verður ikki blíð, um eg svíki tað.

Lis.  
Sunneva? - Hvor vil Sunneva hen?

Jógvan.
Tað er ikki við henni sjálvari, men við Sáru, arbeiðskonuni; vit skulu fara eystur um land.

Lis.  
Sara, siger De - og i morgen!   Er De vis paa, hvad De der siger?

Jógvan.  
Orð Sunnuvu vóru fullgreið.

Lis.  
Det faar hun ikke lov til, det vil jeg ikke have. De maa gaa ind i Stórustovu, Jógvan - og sige til Sara, at hun ikke skal rejse.

Jógvan (ógviliga bilsin).
Skal hon ikki fara, - tá ið Sunnuva sigur tað?

Lis.  
Nej - hun skal ikke (gongur rørlig aftur og fram eftir gólvinum). Hun skal komme herned i præstegaarden og blive her.  Sig hende det!

Jógvan (álvarsamur).
Er hatta álvara tygara?

Lis (avgjørt).  
Ja - det er mit alvor. De vil nok bringe Sara den besked, Jegvan?

Jógvan (varin).  
Mundi tað ikki verið betri, um frúin sjálv talaði við Sunnuvu - í einum so týdningarmiklum máli, - sum øll bygdin fer at tosa um?

Lis. 
Jeg har sagt Sunneva min mening, men til ingen nytte, - dette her er en besked til Sara personlig (yvir at Jógvani). Vil De saa gøre det for mig, Jegvan?

Jógvan (innarliga).  
Eg vildi gjørt mangt slíkt fyri frúnna!

Lis.  
Tak, Jcgvan!

Jógvan.  
Farvæl (fer).  

(Stutt tøgn).

Georg.  
Det var hende, du fortalte mig om igaar,  ikke sandt?  Hende  med  sønnen i gaarden?

Lis. 
Ja.

Georg.  
Du bærer dig storartet ad, Lis – men -                   

Lis.  
Men hvad?

Georg.  
Handler du alligevel ikke en kende uforsigtigt?

Lis.  
Hvorfor?

Georg. 
Hvad tror du, din mand vil sige, naar han hører, hvad du har for?

Lis (eitt sindur ilsk).  
Alfred vil ikke svigte mig. Det har han aldrig gjort. - Han vil heller ikke gøre det nu.

Georg.  
Ja, naar du er vis paa det. (Tøgn. Tey hoyra prestin úti í forstovuni).

Prestur (inn).  
Ja, her har I mig tilbage.  Vi skal vel snart spise? - Har Jegvan været her?

Georg.  
Ja - De bliver vist nødt til at huse mig til imorgen, pastor Prahl. - Jegvan tør ikke vove turen.

Prestur.  
Det er mig selvfølgelig en fornøjelse at beholde Dem, løjtnant Kyhn.  Og naar Jegvan ikke tør sætte Dem over, saa var det galskab at vove farten.  Han er en erfaren høvidsmand.

(Stutt tøgn).

Lis.  
Alfred -

Prestur.
Ja -?

Lis.  
Der er noget, jeg maa sige dig. –

Prestur. 
Naa?

Lis.
Sunneva vil sende Sara til Vaagø i morgen!

Prestur (illa við).  
Ja saa - vil hun det? Det undrer mig.   Jeg troede ikke, hun vilde foretage sig yderligere i den sag, før hun havde talt med mig.

Lis.  
Ja, men det vil hun altsaa - alligevel.

Prestur.  
Hvor ved du det fra?

Lis 
Det var Jegvan, der sagde det. Han skulde sejle for hende i morgen. (Íðin og óttafull) Men det kan vi ikke tillade, kan vi vel?

Prestur. 
Naar Sunneva absolut vil have det, er det svært for os at sætte os imod det.

Lis. 
Hvorfor?  Vi kan jo tage Sara her i huset.

Prestur.  
Her i præstegaarden! - Sara?

Lis.  
Ja, jeg kan ikke se nogen anden udvej - og jeg har allerede sendt hende bud med Jegvan om, at hun skal komme.

Prestur.  
Har du - sendt hende bud?

Lis.  
Ja.

Prestur.  
Uden at spørge mig først!

Lis.  
Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at du vilde være enig med mig.

Prestur.  
Enig med dig -?

Lis.
Ja, fordi det er det eneste rigtige.

Prestur (avgjørdur). 
Aldrig!

Lis.  
Alfred!

Prestur.  
Jeg kan ikke gaa med til dette her.

Lis.  
Kan du ikke gaa med til det?  

Prestur.  
Nej. Og jeg vil heller ikke.

Georg.  
Undskyld, at jeg blander mig i sagen, pastor Prahl, men nu da Lis har sagt det. Og det er jo dog desuden den naturligste ordning -

Prestur.  
Det kan jeg ikke indse.

Georg.
Jeg mener, at de unge holder jo af hinanden. Saa er det da synd, om de ikke ogsaa skal faa hinanden. Og naar De tager Sara i huset, saa er der jo al sandsynlighed for, at den unge mands moder tidligere eller senere maa give sit samtykke.

Lis (fegin).
Ja, det er da indlysende!

Prestur.
Jeg kan ikke gøre det. En præst kan ikke lefle med letsind og utugt og tage den under sin beskyttelse.

Lis. 
Alfred!

(Tað bankar.)

Prestur.  
Kom ind!

Marjin (inn). 
Sunnuva í Stórustovu er her og vil tosa við prestin og frúnna.

Lis.  
Hun maa vente lidt, - bed hende vente, Marja, - blot fem minutter.

Marjin (við ótta).  
Eg kvíði fyri, at Sunnuva verður ill, um hon skal noyðast at bíða.

Lis. 
Det faar være - sig det blot.  (Marjin fcr) - Vi maa først komme paa det rene, Alfred - fuldstændig paa det rene. -

Georg (vil fara út).  
Saa er det vist bedst at jeg - -

Lis.
Nej, nej - du skal blive og hjælpe mig!

Prestur (rørligur). 
Der er jo ikke noget at tale om.  Lad os dog ikke fornærme Sunneva yderligere. - Jeg har sagt dig min mening. Og den forandrer jeg ikke.

Lis.  
Naar Sunneva kommer, saa vil du altsaa sige, at du ikke er enig med mig?

Prestur.  
Ja, det vil jeg. Og skylden er din egen. - Hvis du havde handlet besindigt ogventet, saa kunde du have sparet os for den tort.

(Hurðin gongur - Sunnuva inn)

Sunnuva. 
Kannska eg nú havi bíðað nóg leingi!

Prestur. 
Jeg beder dem undskylde, Sunneva!

Sunnuva.
Fyrr í tíðini var tað ikki siður, at Prestur sýtti sóknarfólki atgongd, tá tey søktu hann. Men eg havi væl grunað tað, at her eru komnir so mangir nýggir siðir higar til bygdina - í seinri tíðini.

Prestur.  
Skal vi gaa ind til mig, Sunneva?

Georg.  
Jeg kan godt gaa.

Lis (óvart).  
Nej, bliv -

Sunnuva.
Tað eg havi at siga, kann sigast her, so øll hoyra. - Eg havi bert eitt at spyrja um:    Hevur Prestur gjølla umhugsað, hvat forargilsi hann fer at vekja millum bygdarfólkið, um ein skøkja skal verða búgvandi her í prestagarðinum?

Lis.
Jeg har den tro til folk, at de vil synes, det er ret og rigtigt, naar de faar den sande sammenhæng at vide!

Sunnuva (víkur undan eitt sindur, - so etandi ørg).
Øll tori eg ikki svara fyri. Men okkara skyldfólk og okkara kenningar - og tey eru ikki fá - tey munu ikki vera í iva um, hvat tey skulu halda um hetta, - og um okkurt annað eisini.

Lis.  
Det faar de gøre som de vil.

Sunnuva (við prest).
Er hatta eisini tygara hugsan, Prestur?

Prestur.
Ja, ser De, Sunneva, - da min hustru sendte det bud til Dem, var jeg ikke hjemme.

Sunnuva (betur hýrd).
Eg hugsaði tað, at prestur átti ikki part í hesum –

Lis (hyggur at manninum, sigur so spakmælt).
Alfred!

Sunnuva (heldur fram).
- men var samsintur við mær í, at Sára í morgin fer vestur um fjørð.

Prestur.
Lad os tale om det, Sunneva. Kunde den rejse ihvert fald ikke opsættes? - De ved, jeg bad Dem drøfte spørgsmaalet med mig endnu engang før De bestemte Dem.

Sunnuva.
Her er nóg mikið tosað. Eg biði um tygara svar nú. Og tað man fara at tykjast fólki heldur vánaligt, um Prestur ikki kann svara greidliga i eini slíkari sak.

Prestur.  
Ja, saa - - saa er der vel ikke andet for end at - -

Lis (spakuliga við Georg).  
Hjælp mig!

Georg.  
Jamen i det vejr - det er jo umuligt at fare i det vejr. Rejsen maa da ihvert fald udskydes, til havet bliver roligt.

Sunnuva.
Her tosa vit ikki um veðrið, men um hvat Prestur svarar.

Marjin (inn, tivandi).

Prestur.  
Hvad er der, Marja?

Marjin.  
Her er komin bátur úr Skúvoy.

Prestur.  
Fra Skuø.

Marjin.  
Ja - tríggir mans - teir standa her uttanfyri. Jógvan eisini.

Prestur.  
Hvad kan det være? Hvad er det for folk?

(Marjinletur upp hurðina. Jóal kemur inn, Jógvan og tveir aðrir menn aftaná).

Jóal.  
Tað eru vit -

Prestur.  
Er det Dem Joel?

Jóal. 
Ja - og væl var tað, at vit hittu prestin heima.   Har er hend ein vanlukka úti hjá okkum. Tríggir menn vóru farnir at spreingja grót, og so gekk skotið ov skjótt av, áðrenn teir kundu sleppa sær burt. (Meira lágmæltur.) Rasmus í Lítlustovu er longu deyður, men Demmus og Ólavur liva enn, tó teir pínast illa.

Prestur (gripin).  
Det er jo forfærdeligt.

Jóal.
Og nú er tað okkara bøn, at Prestur vildi komið við okkum og givið teimum nøkur troystarorð.

Prestur.
Ja, selvfølgelig - (kagar út gjøgnum vindeygað). Men - - vi slipper vel næppe over inden imorgen. -

Jóal (lágmæltur).
Vit ætlaðu at fara út aftur alt fyri eitt.

Prestur.
Straks - nu! Og I vil have mig med?

Jóal.
Ja, tí var tað, vit góvu okkum til hesa ferð.

Prestur. 
Ja, men det er ,jo galmandsværk. - Stormen tager stadig til, om en halv time staar himmel og hav i et!

Jóal.  
Tað streingir á við hjálpini!

Prestur (við Jógvan).
Hvad siger De, Jegvan? - Før mente De jo ikke, det lod sig gøre.

Jógvan.  
Hetta er ein onnur ferð.

Prestur.   
Jamen brændingen staar jo i et skum mod klipperne.

Jóal.  
Her undir landi er brim, - úti hjá okkum er ikki so ókyrt.

Prestur. 
Men er det i det hele taget muligt at komme ud? - Det kan jo koste os alle livet. –

Jóal (nikkar).    
Tað er so;  men tygara lív stendur í Harrans hond eins og okkara. (Stutt tøgn).

Prestur.  
Nej, det vilde være at friste Gud; vi maa vente til i morgen.

Jóal.   
Tá er kanska ov seint (lágmæltur). Demmus segði við meg, tá vitið rann aftur á hann:  Jóal, tú mást fáa prestin út til okkara!

Prestur.  
Sagde han mere?

Jóal.
Ja! - Hann segði:  Eg tori ikki doyggja í syndum mínum.

Prestur (vil siga nakað, men orkar ikki, vendir sær í trongd móti Jógvani).  
Hvad skal jeg gøre, Jegvan?

Jógvan.  
Prestur fær eitt útvalt mannskap á bátinum. Og Jóal er besti formaður, vit eiga í landinum.

Lis (sum alspent hevur fylgt við øllum, fer yvir at presti og trívur í armin á honum).
Du maa gøre det, Alfred!

Prestur.  
Lis?

Lis.  
Ja - du maa gaa med!

Prestur.
Du vil have mig afsted, - skønt du ved at det gælder mit liv?

Lis (hyggur inn í andlitið á honum). 
Ja. Det er din gerning.

Prestur (hyggur at henni).  
Du har ret, - det er min gerning.

Lis (berjist við seg sjálva).  
Saa - tager du med?

Prestur. 
Lis -!  Ja saa tager jeg med dem.

Lis (spakuliga).  
Tak!

Prestur (vendir sær móti hinum og sigur).
Jeg følger med jer! Gør Baaden klar.

Jóal (tekur um hondina á presti). 
Hetta skulu vit ongatíð gloyma presti!

Prestur.  
Hurtigt! Jeg kommen saa snart jeg kan.  

(Menninir fara skundisliga út.)

Sunnuva (móti prestinum). 
Prestur fekk ikki svarað mær í áðni.

Prestur.
Det maa vente til senere - om vi nogensinde mødes igen. Jeg har faaet andet at tænke paa.

Sunnuva.
Júvíst.  Eg skilji tað so væl.  Prestur hevur ivaleyst fingið annað at hugsa um.

Farvæl!  (fer)

Prestur (við Marjina).  
Marja, vil De gøre min løb i stand?  (vendir sær móti Lis) Ja, saa - farvel - jeg  gaar ind og tager olieklæderne paa.

Marjin (fer).

Lis.
Skal jeg ikke hjælpe dig med. noget, Alfred?

Prestur.  
Nej tak - jeg hjælper mig selv (fer).

Lis (dettur niður í sofuni, har hon verður sitandi og rørir seg ikki).

Georg (hevur staðið aftanfyri øll, yvir at henni).
Hvorfor - gjorde du det? Hvorfor fik du ham til det?

Lis.  
Forstaar du ikke det?

Georg.  
Nej!

Lis.
Saa spørg ikke om det. For saa vilde du heller ikke forstaa det, om jeg sagde det til dig.

(Stutt tøgn. Lis gongur ófriðarlig aftur og fram.)

Prestur (inn í oljuklæðum).

Lis (móti honum, vil hálsfevna hann; hann ber seg undan).  
Alfred -!

Prestur (avgjørdur). 
Nej, Lis - det skal du ikke!

Lis (tekur í armin á honum, hyggur bangin inn í andlit hansara).  
Alfred - !

Prestur (hyggur leingi at henni, tekur hana so um høvdið).  
Gud velsigne og bevare dig! Lev vel!  (Fer skundisliga).

Lis (stendur sum burt i øðrum heimi eina løtu, loypur so yvir at vindeyganum og starir út).

Georg (hevur bilsin eygleitt alt).

(Roykstova. Moldgólv og tróður. Aftast fýrstaður, báðumegin bríkir. Vinstrumegin koyggjusengur. Á bróstinum høgrumegin eitt vindeyga. Fremri ein hurð. Millum fýrstaðin og vindeygað ein rokkur. Bríkir báðumegin. Skýmt er í stovuni, einans eldurin á fýrstaðnum lýsir. Stormur).

Marjin.  Lávus.   Sanna.

Marjin (situr og nappar ull. Syngur).

(Tá ið Marjin er liðug at kvøða, verður tøgn eina løtu. Ein hvirla skakar húsini).

Lávus (stendur og spinnur).  
Harrin má vita, um takið fer at halda, skal hetta vara við!

Marjin.  
Ájú, Lávus - tað hevur hildið so mangt tørn. (Tøgn eina løtu).

Súsanna  (karðar).   
Syng okkum eina vísu aftrat, Marjin, - tað hóskar so væl í hesum veðrinum.

Marjin.  
Nei, Súsanna, í kvøld kvøði eg ikki meir. (Fer yvir at vindeyganum og hyggur út).

Súsanna.
Júst sovorðið veður var tað hitt kvøldið, tá ið áttamannafarið hjá Mortans-Jógvani gekk burtur.

Lávus.  
Ja, so var.

Súsanna (kveitir at Marjuni).  
Eg vildi fegin vita, um Prestur er komin livandi um fjørðin.

Marjin.
Tað stendur í Harrans hond, Súsanna.

Súsanna.  
So er, ja (tigir eitt bil). Fólk siga, at tað var frúin, sum fekk hann av stað.

Marjin (vendir sær, hvassliga).  
Hvør sigur tað, Súsanna?

Súsanna.  
Skilafólk í bygdini, Sunnuva í Stórustovu og onnur.  Presturin vildi ikki fara, men frúin noyddi hann.

Marjin.  
Hatta er beint, Súsanna, - eg hoyrdi tað sjálv.

Súsanna.  
So manst tú eisini vita, hví frúin noyddi prestin at fara.

Marjin.  
Frúin vil bert tað, sum best er – tað kanst tú líta á.

Súsanna. 
Tað sum best er - jú, jú.  Annars trúði eg, at tú dugdi at stava og leggja saman.

Marjin. 
Hvat meinar tú við hasum, Sanna?

Súsanna.  
Eg meini somikið, at eg eri hvørki dul ella blind; eg havi bæði eygu og oyru.  Eg havi hoyrt tey leika teirra ógudiligla spæl, og eg havi sæð frúnna og hin fremmanda mannin ganga í haganum saman.

Marjin.
Frúin hevur ikki gjørt annað enn tað, hon væl kann forsvara fyri Gudi og menniskjum.

Súsanna.  
Hevur tú kanska verið saman við teimum úti í haganum?

Marjin (ímóti henni).  
Nú skalt tú ansa gákin á tær, Súsanna!

Súsanna.  
Eg sigi ikki annað enn tað, øll hini siga.

Marjin.
Ja, og tit skuldu skammast øll somul. Frúin, ið hevur verið sum ein Guds eingil móti einum og hvørjum, síðani hon kom higar til oynna, hana ganga tit og tosa ilt um. Eg havi nú tænt undir trimum prestafrúum, men eingin av teimum hevur verið so góð sum hon.

Súsanna (froysandi ørg).
Eg havi væl verið longur í Todnesi enn tú, - eg kom higar, tá ið próstinnan sála livdi - og tað var ein frú, skal eg siga tær, sum dugdi at halda seg ærbara. Ongantíð í lívinum hevði próstinnan farið út í hagan við einum fremmandum mannfólki.

Lávus (flennir).  
Hihihi.

Súsanna.
Hvat flennir tú at, tín gamli snældupinnur?

Lávus. 
Ikki trúgvi eg, nakað mannfólk hevði troystað sær at farið út í hagan við tí gomlu kúlubøkuni.

Súsanna (í øði).
Tví, tví - skarnstunga tín!

Marjin. 
So - nú man vera best, at tit fara út og avrika tað, tit skulu.   Neytini skulu hava at drekka.   Komið tykkum so av stað.

(Lávus heldur uppat at spinna, og Súsanna beinir karðarnar burt, meðan hon brúkar seg hálvvegis innantanna).

Súsanna.  
Eg veit ikki hvat, - her skal ein ganga og verða tekstrað av eini slíkari teys.

(Bæði fara, tí Lis kemur í ti sama).

Lis (yvir at vindeyganum).
Bestandig det samme - bestandig det samme - (eina løtu aftaná). Men nu maa de vel være naaet ind - (vendir sær móti Marjini).  Det er ikke til at holde ud derovre.

Marjin (nikkar).

Lis.  
Har du ikke set min fætter?

Marjin (heldur kaldliga).  
Hin ókunnigi maðurin fór út í bygdina beinanvegin Prestur var farin, - hann er ikki komin aftur enn!

Lis.  
Aa - gid han dog vilde komme -!

Marjin (hyggur grundandi upp á hana, men sigur einki. - Um eitt bil).  
Hvussu skal tað verða við nátturðanum, frúin?

Lis.  
Gaa kun ind og dæk bordet, Marja, - jeg bliver her (setur seg). Stormen tuder mindre her end derovre.

Marjin. 
Ja, nú skal eg fara og gera tað (út).

Georg (kemur).

Lis (fer á føtur, ímóti honum).  
Endelig kommer du!

Georg (hyggur at henni).
Jeg kunde godt være kommet før, - men - jeg troede ærlig talt, at - - -

Lis (tekur í hondina á honum og heldur henni).
Forstaar du da ikke, at jeg trænger til at tale med et menneske!

Georg.  
Jo, lille Lis.

Lis.   
Hvor har du været henne?

Georg.  
Helt ude paa næsset; - Søen er jo fæl. - Men de slap jo over bugten - det ved du vel?

Lis.  
Jo, Jegvan sendte mig bud. - Talte du med nogen - derude?

Georg.  
Med alle dem, jeg traf, - og de var allesammen enige.

Lis.  
Om hvad?

Georg.
De mente, at da baaden var sluppet inden om Tjørnenæs, saa var det værste overstaaet.

Lis (hyggur upp á hann). 
Siger du mig nu ogsaa sandheden, Georg -?

Georg.  
Ja!

Lis (glað).  
Tak!

Georg (smílist).
Det er da egentlig ikke noget at takke mig for.

Lis (smílist eisini).

Jo - det er - du ved ikke, hvor forfærdelig denne Eftermiddag har været. - Selv turde jeg ikke gaa ud og spørge - (Tøgn eitt lítið bil). Blot nu Jegvan vilde komme.

Georg.  
Hvad vil du ham?

Lis. 
Han har lovet at se herud, saa snart han mente, de var ovre -!

Georg.  
Saa kommer han nok ogsaa snart!

Lis (fer á føtur i órógv).

Georg.  
Saa, saa Lis - sæt dig nu rolig ned - (tekur í hondina á henni og dregur hana niður aftur á beinkin. Tey sita eina stund hond í hond.)

Georg.  
Kan du huske - saadan har vi to en gang før siddet sammen - haand i haand -mange timer igennem -?

Lis.
Ja, det var dengang, moder blev opereret!

Georg.  
Og du sad hjemme og ventede paa besked fra hospitalet -!

Lis.  
Jeg kunde slet ikke sidde stille, - jeg for op og ned ad gulvet hele tiden -!

Georg.  
Men saa kom jeg, og du gav mig lov til at holde dig i haanden; - og vi sad ganske stille og ventede -!

Lis.
Til der kom bud om, at det var gaaet godt!

Georg.  
Ja! - Og saadan sidder vi nu igen, Lis - 0g venter paa, at budet skal komme og sige, at det alt sammen er godt!

Lis (nikkar til hansara).  
Tak, Georg!

Georg.  
Og jeg faar igen lov til at holde din haand              .

Sakaris  (inn - undir seinasta orðaskifti sæst hann fyri vindeyganum).

Lis.  
Hvem er det?

Sakaris.  
Sakaris -

Lis.
Aa, er det dig? - Jeg troede det var Jegvan!

Sakaris (bínir at Georgi við bæði bangnum og hatafullum eygum).  
Kom higar goðan - genta mín - kom higar -!

Lis (yvir til hansara).  
Hvad er der i vejen? Hvad er det, du vil mig?

Sakaris. 
Tú hevur tað ónt!

Lis. 
Nej, nej - jeg er ganske rolig - det ser du jo - (sær, at hann hevur knappin frá G. i hondini.)   Vil du have, at jeg skal sy din knap i nu, Zakaris?

Sakaris (starir at knappinum).  
Nei, nei!   (í knappligari øði) Eg vil ikki hava hann. - Eg vil platt ikki hava hann. - Tað er gull - har uppi úr hamrinum –

Lis (rædd).
Nej, men Zakaris!

Sakaris (í vaksandi øði).
Tað er huldugull -! tak hann aftur - tak hann aftur - sigi eg! (tveitir knappin fyri føturnar á Georgi).

Georg.  
Se at faa ham af vejen –

Sakaris (móti honum)  
Tú skalt ikki sleppa at gera gentu míni ónt.

Lis.  
Saa, saa, Zakaris - hold nu op – ellers bliver jeg vred - se paa mig - saadan – der er ingen, der vil gøre mig fortræd.

Sakaris. 
Øll fólk gera tær ónt –

Lis (vil siga nakað).

Sakaris.
Jú, jú - eg hoyrdi tey sjálvur, og eg sá tey -!

Lis (forfard).  
Hvad mener du, Zakaris -?

Sakaris.  
Tey stóðu afturundir neystinum, - og Sunnuva var eitt!

Lis.  
Sunneva!

Sakaris (loyndarfullur).
Hon tosaði um teg, góðan! Hon segði, at - at (roynir at tosa skilliga) - at tú hevði sent hin svarta prestin, burt, so tú fekst verið einsamøll við hasum ókunniga manninum, sum hevur teg i sínum voldum.

Lis.  
Sagde hun det -?

Sakaris.  
Ja, - hon segði so - hon segði so -

Lis.  
Der er ingen,  der har mig i sin magt uden Gud i himlen.  Vær sikker paa det. - Og gaa saa.  Hvis du ser Jógvan, saa bed ham komme. - Gaa nu din vej.

Sakaris.  
Ja, ja! Eg skal siga tað, tað skal eg, - nú fer Sakaris! (Smoyggir sær út - lítil tøgn).

Lis.  
Du kan ikke - blive her i huset.

Georg.  
Nej - jeg forstaar - men - er det nu ikke en smule latterligt?

Lis.  
Det er ikke latterligt!

Georg.  
Saa gør jeg det - naturligvis. –

Lis. 
Du maa gaa over til sysselmandens; - de faar huse dig i nat.

Georg.
Tror du ikke, de bliver lidt overraskede - ovre hos sysselmanden?

Lis.  
Det gør ikke noget, - de forstaar nok!

Georg (um eitt bil).  
Lis –

Lis.  
Ja?

Georg. 
Har jeg gjort dig noget ondt?

Lis. 
Nej, - men gaa nu!

Georg.  
For det ved du da, var det sidste, jeg vilde gøre!

Lis.  
Det ved jeg, Georg!

Georg.  
God nat da!

Lis.  
God nat!

(Í sama bili Marjin inn).

Georg.  
God nat (út).

Marjin.  
Tað er borðreitt, - men - nú fór hin ókunnigi maðurin -!

Lis.  
Ja - han gik over til sysselmanden. - Han bliver der i nat!

Marjin (innarliga).  
Tað var væl! (eitt lítið bil).   Vil  frúin  ikki  fáa sær,  - maturin stendur á borðinum.

Lis.  
Jeg har ikke lyst;- (vendir sær móti Marjuni). Kan du begribe, hvorfor Jegvan ikke kommer!

Marjin.  
Frúin átti at roynt at eta eitt sindur kortini, góðan - tað gevur stirðil bæði í kropp og sál! - Og - Jógvan fer eisini beinan vegin til bakdyrnar, tá hann kemur!

Lis (skundisliga). 
Det er sandt, - det gør han naturligvis, - saa gaar jeg over! (kvikliga út).

Marjin (yvir til grúgvuna, birtir upp í eldinum, leggur afturat. Njórar visuna frá í áðni. Tá hon hevur fingist við eldin eina løtu, vendir hon sær á, í sama bili Jógvan treður inn).

Jógvan!

Jógvan. 
Tað var væl, eg hitti teg einsamalla, Marjin!

Marjin (kvikliga).  
Hvørji tíðindi veitst tú?

Jógvan.  
Eingi góð!

Marjin.  
Harra Jesus, góðan! - Heldur tú ikki, at teir eru komnir til Skúvoyar?

Jógvan. 
Nei, Marjin, - eg haldi tað ikki!

Marjin.  
Men teir komu tó um fjørðin.

Jógvan.  
Ja, góðan, av ýtastu neyð - ja –

Marjin.  
Ja, men - vælsignaður, so er tað versta yvirstaðið!

Jógvan.  
Teir vóru ov seinir á fjørðin, - tað ber ikki til, at teir eru slopnir út - og fyri einum hálvum tíma síðani –

Marjin.  
Hvat tá?!

Jógvan.  
Tá skifti hann ættina!

Marjin.  
Skifti hann ættina?!

Jógvan.  
Ja, - tit vita ikki av tí her heima, men úti í Nesi var skilligt at síggja!

Marjin (tungliga). 
Eg veit, hvat tað hevur at týða -!

Jógvan (nikkar). 
Ja, - tá verður brim undir oynni, so teir lenda ikki!

Marjin (spakuliga).  
Neyðar frúin!

Jógvan (á sama hátt).  
Ja, - neyðar frúin! (um eitt bil):   Hvar er hon nú?

Marjin.  
Eg fekk hana at fara uttar í stovuna at fáa sær.

Jógvan.  
Og - hin ókunnigi maðurin?

Marjin.
Hann fór yvir í Traðir til sýslumannin. Frúin bað hann fara.

Jógvan.  
Gud havi lov!

Marjin.  
Ja! (Lítil tøgn). Tú mást tosa við frúnna, Jógvan!

Jógvan. 
Eg veit ikki, - eg eri ikki dirvisgóður til tað; - vilt tú ikki fara, Marjin?!

Marjin.  
Góði Jógvan, hvussu skal eg siga?!

Jógvan.  
Tað var best, at frúin fekk at vita eitt sindur frammanundan, hvussu statt er –

Marjin.  
Ja, eg skal fara.

Lis (kemur skundisliga).
Er De der, Jegvan, - jeg syntes nok, der kom nogen - (fer yvir til hansara) hvordan staar det til?

Jógvan.
Eg veit ikki - eg eygleiddi bátin so langt, hann var at síggja, - og sum frúin veit, komu teir eisini í øllum góðum út um fjørðin.

Lis.  
Ja, - ja, - men siden!

Jógvan (spakuliga, leitar eftir orðum).
Hvussu síðani hevur tilborist, tað stendur í Guds hond!

Lis (í angist).  
Sig mig sandheden, Jógvan!

Jógvan.  
Hettar er sannheitin.

Lis.  
Jo, jo, - men hvad tror de selv -!

Jógvan.  
Jóal er formaður sum eingin annar. Hann  var  formaður  á  doktaraferðini  til Dímunar í fjørvetur, tá hin ræðuliga kavaódnin brast á.

Lis.  
Ja, - ikki sandt, og da var vejret langt værre end nu -!

Jógvan.  
Tað var tað!

Lis.  
Saa har han sikkert ogsaa ført dem frelst til Skuø i dag.

Jógvan.  
Tað fara øll at vóna (snarar sær á at fara.)

Lis.  
Gaar de, Jegvan?!

Jógvan.
Ja, - nú er brátt seint, - men í morgin støkki eg inn aftur á gólvið!

Lis (rættir honum hondina).  
Tak - tak - Jógvaa!   

(Jógvan fer. Tá hann er farin - lítil tøgn.)

Marjin.
Góða frúin, eg hugsi, tygum hava ikki etið pettið - ikki leskað ein bita -?

Lis.  
Nej, Marja. -

Marjin.
Vil frúin ikki royna at fara uttar aftur nú, ha?

Lis (skakar høvdið).
Nej - jeg vil ingenting have, - og jeg vil ikke derover! Jeg kan ikke holde ud at være der i stuerne! - Jeg vil blive her i nat - hos dig - det kan jeg jo nok?

Marjin. 
Ja, vælsignað, frúin, tað kunnu tygum so ógviliga væl! Leggið tygum einki í, tað skal eg fáa í lag. (Tekur karðarnar og setist at karða.)

Lis.  
Hvad mener du, Marja?

Marjin.  
Um hvat?

Lis.  
Jógvan troede ikki, de var sluppet over.

Marjin.  
Tað nevndi hann einki um!

Lis.  
Nej - for han vilde ikke sige det.

Marjin.  
Jógvan er av teimum, sum ongantíð siga annað enn tað, teir kunnu standa við.

Lis.  
Du tror det heller ikke, Marja -!

Marjin. 
Prestsins lív stendur í Harrans hond!

Lis (forkroyst).  
Men hvis nu Gud vil, han skal drukne - saa er det min Skyld! Det var jo mig, som drev ham afsted –

Marjin (forfard).  
Tað má frúin ikki siga!

Lis.  
Aa - du forstaar det ikke - du forstaar ikke, hvor forfærdelig den Angst er, som jeg gaar i.

Marjin.  
Jú, eg hugsi tó, at eg fati tað.

Lis (hyggur upp á hana).

Marjin (nikkar).  
Eg havi eisini eina náttina gingið í somu angist - sum frúin nú.

Lis.  
Har du -?

Marjin.  
Ja.

Lis.  
For en, du havde kær -?

Marjin. 
Eg visti tað ikki sjálv - ikki fyrr enn hesa somu nátt - tá neyðin, ræðslan kom yvir meg.

Lis.
Hvem var han? - Kan du ikke fortælle mig det?

Marjin.  
Um frúin er ment at hoyra tað -?

Lis.  
Ja - ja - sig det altsammen -

Marjin.
Hann æt Hanus, og vit vóru kend frá barnsbeini. Men vit høvdu ongantíð orðað hvørt við annað um kærleika - eg visti tað ikki sjálv, - fyrr enn - ta náttina, - at - -

Lis. 
Var det en nat - ligesom nu?

Marjin.
Nei - tað var á hásummartíð. Hanus og tveir aðrir vóru farnir til bjarga. Eg lá og fekk ikki sovið - fyri angist og trongd. - Hjartað bankaði í brósti mínum, sum vildi tað spreingjast - eg fataði ikki hví. Eg vildi biðja Faðirvár, men eg fekk ikki orðið upp; - eg vildi fara á føtur, men orkaði ikki - tað var, sum ein stór, tung hond legði seg á bringu mína og nívdi meg niður, og í somu stund - í somu stund var tað - at tað hendi.

Lis (tekur um honđina á henni).  
Hvilket?

Marjin.  
Jarteknið. - Eg sá Hanus fyri mær - ikki skilliga, - men eg ivaðist ikki eitt eygablik í, at tað var hann -

Lis.  
Og hvad saa - hvad saa -?

Marjin.  
So visti eg, at hann var deyður.

Lis. 
Død!

Marjin.
Ja. Eg segði tað við hini um morgunin, men tey vildu ikki trúgva mær. Seinni um dagin sendu tey tó fólk av stað at leita - og nakrar tímar aftaná møttu teir hinum báðum uppi í líðini - teir komu at siga frá, at Hanus var fallin. Hann var deyður, tá teir funnu hann, - tað var satt, eg hevði sagt frá. (Tøgn.) Tá visti eg, at eg hevði elskað hann, og hann hevði elskað meg. Tí hin deyði kann varsla honum, sum elskar hann, og sum hann elskar aftur.

Lis (reisir seg og gongur aftur og fram í sterkum rørilsi.)

Marjin. 
Eg átti helst ikki havt sagt frá hesum.

Lis.
Blot jeg kunde sove!  Blot jeg kunde sove!

Marjin.
Skal eg ikki reiða upp í einum av koyggjunum?

Lis (ressast við).
Nej – nej. - Det er som en levende begravelse. Jeg vil hellere blive siddende her ved arnen. Du kan give mig et par tæpper.

Marjin.
Ja, nú skal eg koma. (Tekur eina rekkjuváð úr eini koyggju og ballar hana um Lis). Hygg góðan, situr frúin nú væl?

Lis.  
Udmærket. Tak skal du have.

Marjin.  
Roynið nú at fáa ein blund!

Lis. 
Ja, nu skal jeg prøve.

Marjin (setur seg hinumegin grúgvuna).

(Lítil tøgn.)

Lis.  
Du kan da godt gaa i seng, Marja.

Marjin.  
Eg siti væl, sum eg siti.   Skuldi eg farið niður, tá frúin situr uppi?

(Kvirt. Eldurin á grúgvini viknar, so stovan verður næstan heilt myrk. Tær sita báðar og blunda. Ein løta gongur, tá sæst eitt hvítt andlit móti glugganum, og eitt hoyrist at banka spakuliga.)

Lis.  
Marja –

Marjin. 
Ja?

Lis  (spakuliga, í ótta).   
Hørte du ikke, det bankede?

Marjin.  
Hvar - eg hoyrdi einki.

Lis (fer á føtur, sær andlitið, gnístir).  
Marja!

(Andlitið hvørvur.)

Marjin (fer á føtur).  
Hvat bagir tygum?

Lis (loypir yvir at Marjini og krøkir seg inn at henni).  
Ansigtet - dér bag ruden - !

Marjin.  
Eg síggi einki –

Lis (tekur fast um hálsin á Marjini).  
Marja - Marja –

Marjin.  
Neyðars, neyðars frúin!

(Roykstovan eins og í 3. parti. Um døgurðatíð. Lávus og Súsanna. Lávus hevur drigið knívin úr slíðra. Súsanna tekur pottin útav, leggur uppúr og setur fyri Lávus.)

Súsanna.  
Ver so góður, Lávus.

Lávus.  
Takk, Súsanna (etur tigandi, suffar).

Súsanna.  
Hví suffar tú, Lávus góði?

Lávus.  
Tað veit eg ikki!

Súsanna. 
Dámar tær ikki ræstan fisk?! – Tú situr og prikar og prikar.

Lávus.  
Tú dugir ikki at kóka fisk!   Ólíka var, hevði Marjin havt kókað hann.

Súsanna.   
Títt gamla skrápsnev! er ikki alt nóg gott til tín.

Lávus.  
Íðan - íðan -!   Eg sigi ikki tað, at hann ikki er etandi.

Súsanna.  
Á ja, ótøkk er verðsins løn.   Her gangi eg, mítt gamla spott, og strevist fyri Marjina, - og so skal eg fáa last frá einum sovorðnum gomlum eg veit ikki hvat!

Lávus.  
Marjin má vera hjá frúnni, veitst tú.

Súsanna.
Hø! nú sita tær og surra báðar um kapp har uttari.

Lávus (álvarsamur). 
Tví.

Súsanna.  
Hvørjum tvíar tú at, góðin?

Lávus (er liðugur at eta, turkar knívin og stingur hann í slíðran).
Tær! Manga takk,. Súsanna. Gomul ert tú, tó ongantíð verður tú so gomul, at tú lærir at kóka fisk (út).

Súsanna (spinnandi óð).
Og slíkt skal ein tola av einum sovorðnum lúsavætti! (ruddar og setur til síðis).

Jógvan (inn).  
Góðan morgun, Súsanna!   .

Súsanna.
Góðan morgun, Jógvan! Veitst tú nøkur tíðindir heiman úr bygdini?

Jógvan (stutt). 
Nei. - Hvar er Marjin?

Súsanna (ørg, gálvar).
Marjin, Marjin, altíð Marjin, - gamla Súsanna nyttar einki longur, góðin - o nei - hon er ikki nóg góð til ein sovorðnan gamlan lortenda sum teg. (Súsanna fer út, møtir Marjini i durunum). Her er ikki eiti av gesti til tín, Marjin! (út).

Marjin.  
Nú - veitst tú nakað - Jógvan?

Jógvan. 
Veðrið er linkað eitt sindur nú fyrrapartin, og vit ætla at fara við tíggjumanna-farinum hjá Dániali til Skúvoyar.

Marjin (stillisliga).
Leggið ikki í, tann ferðin er betur spard.

Jógvan.  
Hví? Hvussu meinar tú, Marjin?

Marjin.
Tú ert vinmaður frúnna, og eg skal siga tær tað, sum eingin annar fær at vita, og sum tú ikki mást nevna fyri nøkrum: frúin hevur fingið boð í nátt!

Jógvan (ovfarin).  
Hevur hon -?

Marjin (nikkar).  
Ja!

Jógvan. 
Ja - ja - tað var at vænta, Marjin. - Men tungt er tað fyri frúnna. - (Tøgn). Hvar er hon nú -?

Marjin.  
Hon - er har uttari!   Tá tað lýsti, fekk eg hana at leggja seg! - Tó - svøvnurin hevur væl verið eingin - hugsi eg!

Jógvan.  
Hvussu tekur hon tað?

Marjin.  
Hon grætur ikki - situr bert og starir - - á Jesus, góðin - tað er ein neyð og ein jammur at síggja hana.

Lis (kemur inn. Hon er ógviliga bleik - tó rólig - teg bæði snara sær móti henni, orka einki at siga).  
Har De noget bud til mig, Jegvan?

Jógvan (fær illa orðið upp).
Veðrið er batnað, sum frúin sjálv sær.

Lis (lágmælt). 
Ja! Hvis de havde ventet til i dag, saa kunde de have været sat over uden fare!

Jógvan (tungliga).  
Tað kundu teir - ja!

Lis (stillisliga).  
Og jeg drev ham til at fare!

Jógvan.  
Soleiðis eigur frúin ikki at siga, tað vóru tygum ikki einsamøll um, - vit vóru øll á einum máli.

Lis.  
Prøv ikke paa at trøste mig, - det var mig - mig alene!  

(Tøgn).

Jógvan.  
Ja - so fari eg, frúin!

Lis (nikkar). 
Jegvan, - hvis der, - hvis der kommer noget bud fra Skuø, - saa vil De komme og sige mig det -!

Jógvan (spakmæltur).  
Tað skal eg gera!

Lis.  
Det lover De mig, Jegvan! - Og straks!

Jógvan.  
Tað skal eg lova tygum, frúin (út - lítil tøgn).

Marjin.
Vil frúin ikki hava ein munn av kaffi?

Lis.  
Nej tak, Marja!

Marjin.
Frúin kann treingja til at leska okkurt, tygum eru so máttleys - og kaffimunnurin er góður!

Lis (heldur ótolin).  
Jeg kan ikke, Marja!

Marjin (um eitt bil).
Vil frúin heldur, at eg skal fara?

Lis.
Ja, - gaa du over og pas dit! - jeg bliver her!

Marjin.
Ja, so fari eg, - frúin veit, hvar ið eg eri.

Georg (inn).  
Godmorgen.

Marjin.  
Góðan morgun (út).

Georg.  
Godmorgen, Lis!

Lis (hyggur upp á hann, svarar ikki).

Georg (í døpurhuga).
Ja, saa kommer jeg altsaa for at sige dig farvel! - Vejret er jo blevet bedre, og det er vist bedst at se at komme over fjorden, mens det holder sig. - Sysselmanden har givet mig brev med til skydsskafferen i Skopen.

Lis (rørlig). 
Ja, ja - gaa blot - gaa blot –

Georg (bilsin).  
Hvad mener du? - vil du ikke sige farvel til mig?

Lis (starir at honum). 
Alfred er død!

Georg (forfardur).  
Død! - - hvor kan du vide det?

Lis (ótolin).  
Jeg ved det!

Georg.  
Jamen hvordan -?   Du kan jo da umuligt have faaet underretning, - der er jo ingen, som - - -                

Lis (steðgar honum).  
Gaa nu - hører du -  jeg vil aldrig se dig mere!

Georg. 
Jeg gaar ikke, - jeg kan ikke gaa fra dig paa den Maađe - ikke nu. Det vilde jo være det samme som at svigte dig.

Lis.  
Har du nogensinde gjort andet?

Georg.  
Ja?

Lis.
Ja - altid! Du har aldrig holdt af mig.

Georg.  
Lis -

Lis.
Aldrig - du ved det bedst selv - aldrig saa fuldt og helt, at jeg turde bygge paa dig.

Georg. 
Jo, Lis - tilsidst!

Lis.
Maaske - ja - da det var for sent! - Og da sveg du mig allerværst! Hvorfor sagde du mig alt det i gaar, - nu var det jo for sent. - Og du kunde aldrig bringe mig andet end sorg ved at tale.

Georg.
Det kom over mig, - det tog magten fra mig -!

Lis.
Javel - du lod stemningen løbe af med dig, som saa mange gange før! og saa fik du ogsaa mig til at svigte!

Georg.  
Dig!

Lis. 
Ja, mig. - Jeg svigtede Alfred, jeg tvivlede paa ham, - og nu er han død. –

Georg (um eitt bil).
Du maa tilgive mig, Lis, jeg kan ikke gaa herfra uden din tilgivelse.

Lis.
Dig kan jeg tilgive - men aldrig mig selv (rættir honum hondina).

Georg.  
Aa, Lis, Lis!

(Kirkjuklokkan hoyrist ljóða).

Georg (sleppur hond hennara). 
Hvad er det?

Lis (í ræðslu).  
Klokken - Kirkeklokken.

Marjin (inn).

Lis.
Hvorfor ringer det. - Er der kommet bud fra Skuø?

Marjin.  
Tað man tað vera!

Lis. 
Og nu ringer de - over ham!

Marjin.  
Neyðars - neyðars frúin!

Georg (ger eini tvey stig yvir móti Lis. - Marjin forðar honum við hondini.   Hann fer stillisliga út).

(Klokkan ljóðar i heilum. Lis fellur grátandi saman. - Long tøgn).

Lis.  
Marja. - vil du gaa til vinduet, - jeg kan ikke, - de maa vel komme herned!

Marjin (fer til gluggan). 
Har er stór mannamúgva komin saman, - og hon nørist í heilum                

Lis.  
Kan du se deres ansigter?

Marjin. 
Ja - ja! (Klokkan ljóðar i heilum, - so sker Marjin í eitt róp). Frúin — frúin!

Lis. 
Hvad er der?

Marjin.
Jógvan kemur tuskandi norð eftir gøtuni –

Lis (lættir sær á). 
Jegvan? –

Marjin.  
Ja - hann veittrar við húgvuni - og rópar eitt - -    

Lis.  
Hvad raaber han?

Marjin.
Eg eri ikki ment at skilja tað, - men hyggið hvussu glaður hann sær út, hann smílist um allan skortin.

Jógvan (inn).

Lis (móti honum). 
Jegvan! Der er kommet baad fra Skuø!

Jógvan (tivandi, glaður).
Ja, frúin - tað er víst, at tað er-!

Lis.
Og nu ringer klokkerne til lig -! (Heldur seg við neyð og deyð á beinunum).

Jógvan.  
Nei - nei -!

Lis.  
Hvad mener de, Jegvan?

Jógvan.
Klokkan ber eini stór gleðiboð, - tað var Jógvan á Heyggi, sum fyrstur sá bátin og kendi menninar —. Hann fór so upp í tornið at ríngja við klokkuni, at øll skuldu frætta tað.

Lis (hálv í ørviti).  
Hvilket - hvilket?

Jógvan. 
At Gud hevur hjálpt við síni almakt, nú allar vónir vóru deyðar.

Lis.  
Hjulpet - hvorledes?

Jógvan.  
Nú kann frúin sjálv síggja – har suðuri.

Marjin.   
Ja, ja, - komið higar og síggið -

Lis (reisist).  
Jeg tør ikke!

Marjin.  
Jú - jú - frúin kann troystiliga koma og hyggja (styðjar hana).

Lis (fer til vindeygað - hyggur út - sker í eitt skriggj).  
Alfred. (Hon fellur hálvavegna niður í armarnar á Marjini).

Jógvan.  
Ja - og nú skinur sólin.

(Prestur kvikliga inn.)

Lis (skræðir seg leysa frá Marjini, fer móti honum og starir upp i andlitið á honum).
Alfred! (Slær armarnar fast um hálsin á honum).

Prestur (roynir at gera seg leysan).  
Saa, saa, Lis, - saa, saa!

Lis.  
Alfred - -  jeg kan næsten ikke tro det.

Prestur.  
Saa, saa, Lis, bliv nu rolig.

Lis. 
Jeg kan slet ikke forstaa det - var du da ikki i livsfare - var du da ikke lige ved at –

Prestur (álvarsamur). 
Jo, det var jeg, i den yderste livsfare, men Gud holdt sin haand over os alle.

Lis. 
Og de to mænd, der var kommet til skade!

Prestur.
De overlever det sikkert. - Nu er der gaaet baad efter doktor til dem. - Men godt var det, jeg kom - alligevel!

Lis.  
Aa, hvor har jeg dog været angst!

Prestur.
Det var du just ikke, da jeg skulde af sted.

Lis (hyggur upp á hann). 
Er du vred paa mig?

Prestur.  
Hvorfor skulde jeg være vred?

Lis.  
Fordi jeg vilde have dig til at tage med!

Prestur. 
Tværtimod, jeg er dig taknemmelig, fordi du tvang mig til at gøre min Pligt! (lítil tøgn.) Hvor er Georg?

Lis.  
Han er rejst.

Prestur. 
Rejst?

Lis.  
Ja! - For lidt siden!   Og han har sovet ovre hos Sysselmanden - sidste Nat.

Prestur (hyggur upp á hana).

Lis.  
Men du maa jo være sulten, jeg glemmer da ogsaa alting, - nu skal jeg sige det til Marja! (vil út).

Prestur.  
Nej, bliv lidt. Der er noget, jeg gerne først vil tale med dig om.

Lis.  
Hvad er det, Alfređ?

Prestur.  
Det er noget, jeg oplevede - derude i baaden, da vi sloges med døden – kan jeg godt kalde det –

Lis.  
Det maa have været forfærdeligt –

Prestur.  
Ja - men sundt –

Lis.  
Sundt?

Prestur.
Det er altid sundt at blive klar over sin egen lidenhed - og det tør jeg nok sige, jeg blev paa den tur.

Lis. 
Jamen Alfred -?

Prestur.
Vi tror, at vi gaar her og ofrer os for andre, og saa er det bestandig kun os selv, vi tænker paa. Ja, det var altsaa det, jeg oplevede -

Lis. 
Jeg forstaar det slet ikke -

Prestur.
Og saa var det, at jeg besluttede - hvis jeg nogensinde fik dig at se igen -

Lis. 
Aa, Alfred -

Prestur.  
- At det første jeg vilde sige til dig, det skulde være et løfte –

Lis.  
Et løfte -

Prestur.
Om at søge - hjem - til Danmark.

Lis.  
Det vilde du gøre for min skyld -?

Prestur. 
Ja - fordi jeg har gjort uret imod dig –

Lis. 
Uret?

Prestur.
Ved at slæbe dig herop - ganske ansvarsløst - bort fra den verden, du tilhørte - og ind i en anden, hvor du daglig pines af forhold og mennesker, som sætter dit sind ud af ligevægt. -

Lis.  
Er det Sara, du tænker paa?

Prestur.  
Ogsaa hende, ja -

Lis.  
Den sag har ogsaa pint dig -?

Prestur. 
Mer end du sagtens aner -

Lis.
Du er forfærdelig god, - og jeg takker dig af hele mit hjerte, - men nu skal du virkelig have noget at spise, - saa taler vi sammen, - vi har jo hele dagen for os -

Marjin (inn).  
Sunnuva er har uttari.

Prestur.
Det er godt. Bed hende komme. (Marjin út).

Lis.  
Alfred -

Prestur (gevnr henni tekn, at hon skal tiga).

Sunnuva (inn).

Prestur.  
Goddag, Sunneva.

Sunnuva.  
Góðan dag. (Hon heilsar nakað kaldliga, mest Lis).

Prestur.  
De vil tale med mig, Sunneva?

Sunnuva.  
Fyrst fari eg at biðja prest verða vælkomnan aftur, vit vóru næstan farin at verða bangin um tygum.

Prestur. 
Gud har holdt sin haand over mig, Sunneva.

Sunnuva.
Ja - og tí takka vit honum øll somul. (Lítil tøgn). Og so havi eg eini ørindi til prest, sum ikki mugu bíða.

Lis.  
Skal jeg gaa?

Sunnuva.
Tað fer frúin at gera, sum tygum sjálv vilja, eg havi einki at dylja fyri nøkrum.

Lis.  
Saa bliver jeg.

Sunnuva.  
Tað er um Sáru.

Prestur (nikkar).
Jeg kunde tænke det. Hvad er saa Deres bestemmelse blevet, Sunneva?

Sunnuva.
Eg ætli í dag, sum eg ætlaði í gjár. Veðrið er nógv batnað, og tá ið vit bava etið døgurða, fer Jógvan við henni til Skopunar.

Prestur.
De vil altsaa virkelig gøre det, Sunneva?

Sunnuva.  
Ja. - Tað er vilji mín!

Prestur.  
Og - Ole Jacob, hvad siger han?

Sunnuva.
Eg spyrji ikki ein óvita, hvat ið hann heldur.

Lis (hyggur upp á prestin, bønandi). 
Alfred!

Sunnuva (samanbitin).
Frúin átti at ansað sær!

Lis (rólig).  
Hvorfor?

Sunnuva.
Tað tordi verið, at tað verður meiri tos í bygdini, enn longu er, um frúin fær vilja sín!

Prestur.
Hvad mener De med det, Sunneva?

Sunnuva.
Eg hugsaði, at Prestur sjálvur hevði eygu at hyggja við.

Lis (rólig).  
Tal blot rent ud, Sunneva.

Prestur. 
Ja, hvad mener De?

Sunnuva. 
Eg meini, at illa vil tað tykjast mongum, um frúin nú tekur ótukt og leysaktugheit í varðveitslu.

Prestur.  
Hvorfor just nu? - Hvad skal det sige?

Sunnuva.
Tað er at siga, at fólk vilja hugsa eitt og annað, tá ið tey fáa at frætta, at frúin fekk prestin til at fara, tó at tað mátti tykjast tann vissi deyði, meðan hon sjálv varð heima við hinum ókunniga manninum.

Prestur (róligur við treysti).
Min hustru drev mig til at gøre min pligt, og det takker jeg hende for (tekur í hondina á Lis).

Sunnuva.
Sigur Prestur tað?

Prestur.  
Ja. Og jeg siger mer end det. Sara skal ikke rejse, hun skal komme herned i præste-gaarden og blive her.

Lis (innarliga glað).  
Alfred –

Sunnuva (bleik). 
Hoyr, hetta meinar Prestur ikki!

Prestur (avgjørdur).
Jo, det mener jeg - for Deres søns skyld -

Sunnuva (starir bilsin upp á hann).
Fyri - - Óla Jákupsar - - ?

Prestur.
Ja. - Han vil aldrig blive noget helt og godt menneske, hvis De tvinger ham til at glemme - baade sin brøde - og sit barn - - - De holder jo af ham?

Sunnuva (fálig).  
Hann er einasta barnið -

Prestur.
Og alligevel staar De her og vil gøre ham ubodehg skade for hele hans liv?

Sunnuva (um eina lítla stund).
Man Prestur hava hugsað sær til, hvat tað verður fyri meg, at Sára liggur her í prestagarðinum og eigur barn, sum sonur mín er faðir at? Tað verður ein ævug skomm og skendsil allar dagar fyri meg og míni, - vit sum eru komin av so góðum fólki.

Prestur. 
Vi mennesker bør ikke løbe fra vort ansvar, Sunneva!

Sunnuva.
Er hetta mítt ansvar?

Prestur. 
Ja, det er Deres ansvar - saa længe De ikke vil lade de to unge gifte sig.

Sunnuva.
Hetta er nógv fyri!

Prestur.  
De vil se anderledes paa det senere, naar det gaar op for Dem, at hvad jeg her har sagt, det har jeg ikke sagt af mig selv, men i den Gudsnavn, som vi begge tror paa. (Lítil tøgn). Saa sender De altsaa Sara herned i eftermiddag!

Sunnuva (lágmælt).
Eg skal tosa við Óla Jákup.

Prestur. 
Tak! Og tro De mig, Sunneva, De har ingen bedre ven end Deres præst (rættir henni hond).

Sunnuva.
Eg skal tosa við tey bæði. Og vil eg siga presti farvæl.

Prestur.
Farvel, Sunneva!

Sunnuva (rættir Lis hondina).  
Farvæl frúin!

Lis.  
Farvel, Sunneva.

Sunnuva (fer).

Lis.  
Hvad tror Du, der vil ske?

Prestur.
Jeg tænker, Ole Jakob kommer herned med Sara nu i eftermiddag.

Lis.  
Aa tak, Alfred, tak! (Hálsfevnir hann). Og tak, fordi Du beskyttede mig!

Prestur.
Det ved du da, at jeg altid vilde gøre -

Lis (sleppir honum ikki).
... Hvad troede du i gaar, da jeg fik dig til at rejse? - Jo sig mig det nu ærligt. - Du troede, at jeg var forelsket i Georg - -?

Prestur (hyggur eina løtu at henni).

Lis.
Jeg ved ikke, om jeg var det, - jeg ved kun, at jeg var angst for at blive det.

Prestur. 
Lis -?

Lis.
Ja - dødsens angst. Og at du var den eneste, der kunde tage angsten fra mig. Det var derfor, jeg fik dig til at rejse.

Prestur. 
Derfor?

Lis.
Ja - jeg maatte, maatte kunne tro paa dig. - Du maatte være den mand, som intet i verden kunde faa til at svigte. Jeg klyngede mig til dig som et fortvivlet menneske, og saa var det, at jeg drev dig ud i storm og livsfare, for at blive sikker baade paa dig og mig selv.

Prestur (smílist).  
Og nu - Lis? - Nu?

Lis.
Nu ved jeg, at jeg elsker dig, at du er den eneste (fellur um hálsin á honum).

Prestur (kínir henni um hárið).

Marjin (inn).
Vil  ikki  frúin og Prestur koma uttar og eta?  Maturin er á borðinum.

Lis (við arminum um Alfred).
Forstaar du det, Marja - forstaar du, at han virkelig lever? -

Prestur. 
Saa, saa - lille Lis -

Lis. 
Jamen, du ved jo slet ikke - -              

Prestur. 
Hvad ved jeg ikke?

Lis.
- Hvad jeg saa - sidste nat -

Prestur.  
Hvad saa du?

Lis. 
Ja, - derhenne - udenfor vinduet.

Prestur.  
Udenfor vinduet?

Marjin (smílist).
Eg kann siga frúnni, hvør ið tað var.

Lis.  
Kan du?

Marjin.
Lávus var útfarin til at leggja á tekjuna, og tá sá hann eitt mannfólk, sum stóð við vindeygað og trýsti skonina dygst í rútin. Hetta segði hann mær eina løtu síðani.

Lis.  
Hvem var det?

Marjin.  
Tað var Sakaris.

Lis (rópar við).
Zakaris! Aaa Herregud! Han har vidst, at jeg havde det ondt, og saa har han listet om herude for at beskytte mig!

Prestur.  
Det var ellers en køn beskyttelse!

Lis.
Du maa ikke sige noget ondt om Zakaris. Han har gjort mig mere godt, end du eller nogen anden kan forstaa. (Við Marjina) Ja Marja, saa kommer vi over.

Lis.
Og lad mig saa blot sige dig en eneste ting til -

Prestur. 
Ja -?

Lis. 
Du maa ikke søge til Danmark –

Prestur (glaður).  
Mener du virkelig det?

Lis.  
Ja, landet her - det har bragt mit livs største lykke - derfor vil jeg altid holde af det. (Snarar sær móti vindeyganum.) Og se, havet er faldet til ro, og fjældet derovre ser helt venligt herned til os. Det er, som om jeg ser et helt nyt land for mig. (Leggur seg tætt inn at honum og sigur eymliga) Lykkens land!

Í innganginum til sjónleikin ”Eydnulandið”, sum felagið Varðin gav út í 1923, skrivar Kristin í Geil, ið týddi,  soleiðis:

Sjálva upprunasøguna skrivaði danski presturin Jørgen Christian Falk Rønne (1865-1939), sum var prestur í Sandoyar prestagjaldi frá 1889 til 1895.

Hann var føddur í 1865 í Ræhr tætt við Hanstholm, tók studentsprógv í Viborg í 1883, gudfrøðiprógv í 1888. Í 1889 giftist hann við Marie Petrine Bolette Therchilsen, fødd í 1866 í Langå.

Árini í Todnesi vóru hansara fyrsta prestastarv, í 1895 fór hann aftur til Danmarkar, gjørdist prestur í Hee og No í 1895, í Vålse 1900, í Højerup 1905 og við Kristkirkjuna í Keypmannahavn frá 1910, til hann legði frá sær í 1927. Hann doyði í 1939, konan í 1944.

Kristian Osvald Viderø lýsir í verki sínum: “Saga Skálavíkar, Húsavíkar, Skarvanesar, Dals, Skúoyar, Dímunar, Sands, Skopunar, Hestoyar, Kolturs”, 1991, s. 353 henda danska prestin soleiðis:

Fyrstu bók sína læt Jørgen Falk Rønne úr hondum í 1900, “Færøerne, en skildring af land og folk”. Seinni skrivaði hann stívliga tjúgu skaldsøgur ella søgusøvn og onkrar bøkur við átrúnaðarligum evnum. Fleiri av bókum hansara taka støði í føroyskari náttúru og føroyskum gerandislívi. Kendastu teirra munnu vera “Lykkens Land”, 1917, “Mens Nordhavet bruser”, 1920, “Konsulinden”, 1924, “Taagernes Ø”, 1928, og “Pigen fra Hellnæs”, 1930.

Breiðu fjøldini dámdi sera væl bøkur hansara. Flestu teirra komu í fleiri uppløgum. “Lykkens land” kom t.d. í 12 uppløgum árini frá 1917 til 1938 og er komin í 17 uppløgum tilsamans.

Henda bókin er eisini týdd til fleiri mál. Hon kom út  á týskum: Steinkopf Verlag, Stuttgart; á svenskum: Lindblads Forlag, Uppsala; á finskum: Werner Söderströms Forlag og á hollendskum: Elsevier Verlag.

Sonur Jørgen Falk Rønne, Peter, ella Hans Peter Falk Rønne, sum hann var doyptur, skrivaði um 1920 ein leik, sum byggir á skaldsøguna hjá pápanum. Leikurin eitur sum skaldsøgan ”Lykkens land”, og tá ið Varðin í 1923 gav leikin út í bók, varð hann nevndur ”Eydnulandið”.

”Lykkens land” var frumsýndur í leikhúsinum ”Folketeatret” í Keypmannahavn 6. januar í 1922, seinasta sýningin var 2. apríl sama ár. Leikurin var frumsýndur í ”Odense Teater” 28. februar 1922 og gekk til 17. apríl.

Peter Falk Rønne var føddur í 1889, sama ár sum foreldur hansara komu til Føroya, og hann var fimm ella seks ára gamal, tá ið tey fluttu aftur til Danmarkar. Hann tók studentsprógv í Herlufsholm í 1906 og gudfrøðiprógv í Keypmannahavn í 1912. Sama ár giftist hann við Rigmor Juul.

Peter Falk Rønne brúkti sum høvundur ofta dulnevnið Jørgen Ulm. Hann doyði í 1953.

Umframt ”Eydnulandið” skrivaði Peter Falk Rønne eisini skemtileikin “Fra Babylon til Bregnerød, lystspil i 4 Akter”, sum var frumsýndur á Folketeatret 24.01-1924 og leiktur yvir 20 ferðir fram til 15.02-1924.

”Eydnulandið” er prentaður sum kjallaragrein í ”Tingakrossi” nr. 14-30, 1923. Kristin í Geil var blaðstjóri tá.

Leikurin man vera ein hin mest spældi í Føroyum yvirhøvur. Í Havn var hann spældur í 1923, sama ár sum hann varð prentaður; stutt eftir tað heima á Sandi, í Gøtu í 1926 og aftur í 1967, í Kvívík í 1942 og í Funningi í 1946. Hann var spældur í Klaksvík í 1943 og í Kollafirði í 1968. Ivaleyst hevur hann verið spældur í øðrum bygdum eisini.

Í Klaksvík var leikurin tann fyrsti, sum nýstovnaða ”Klaksvíkar sjónleikarfelag” setti á pall í 1943. Hetta sæst í gerðabók felagsins:

1943 - um heystið varð hildin fundur av fólkum, ið áður høvdu fingist við sjónleik. Tjúgu fólk vóru møtt á fundi. S.P. Zachariasen, lærari, greiddi frá hvussu tey, ið undan høvdu gingið, høvdu starvast í hesum máli. Øll lýddu á við áhuga, og tá Zachariasen var liðugur, høvdu fleiri orðið, og vóru øll samd um at taka hendur saman og geva hesum máli góða og vandaliga viðferð. Nevnd var sett, (John Reid Bjartalíð, Óli Dahl, Liva Hansen) og varð henni álagt at útarbeiða virkisreglur fyri felagið og fáa í lag samarbeiði við "Samkomuhúsið", - og ikki at gloyma  aðalmál felagsins: at spæla sjónleik. Fyrsti leikurin, felagið spældi var ”Eydnulandið” eftir P. Falk Rønne; umsett: C. Holm-Isaksen.”

Karin Lage, fødd Jacobsen, og Óli Dahl spældu prestahjúnini. Leikurin varð spældur í fýra kvøld. Tað fyrsta kvøldið var fyri børnum. Gerðabókin sigur, at

”Fólk dámdu sjónleikin væl. Til góðar vóru 513 kr.”

Yvirhøvur er leikurin hjá Peter Falk Rønne trúgvur móti søgugongdini í skaldsøguni hjá pápanum. Tó eru einstøk frávik: Týski professarin í fólkatónleiki, sum nevndur er í skaldsøguni, verður ikki nevndur í leikinum. Hansara leiklut spælir ein skyldmaður prestakonuna, sum er komin til Føroya sum yvirmaður á einum verjuskipi. Og gátuføri serlingurin Huldu-Zacharis hevur størri leiklut í leikinum enn í skaldsøguni.

Sjónleikurin, sum verður nevndur í skaldsøguni, er ivaleyst ”Jeppe på Bjerget”, sum varð leiktur á donskum heima á Sandi í 1892, meðan Jørgen Falk Rønne og konan Marie vóru prestahjún í Todnesi. Vandaferðin, sum verður lýst í leikinum, sipar eisini helst til eina gitna sjóferð, ið Jørgen Falk Rønne fór til Suðuroyar í prestatíð síni. Tað var á veg heim aftur úr Hvalba til Sands, at hvalbingar noyddust at seta upp við presti á Stóru Dímun. Kristian Osvald Viderø umrøður eisini hesa ferðina í “Saga Skálavíkar, Húsavíkar, Skarvanesar, Dals, Skúoyar, Dímunar, Sands, Skopunar, Hestoyar, Kolturs”, 1991, s. 380:

*

Í skaldsøguhøpi hevur Gunnar Hoydal nortið við hesa ferðina og yvirhøvur við prestatíðina hjá hjúnunum Marie og Jørgeni Falk Rønne – tey vóru langomma og langabbi Gunnars. Hetta er í bókini “Í havsins hjarta”, 2007.

Tá ið leikurin varð givin út í Føroyum, skrivaði Rasmus Rasmussen soleiðis í blað Føroya fiskimannafelags FF nr. 43, 1923:

Úr kjakgreinini ”Lívið í Føroyum” eftir William Heinesen:

Skaldskapurin hjá Jørgeni Falk Rønne verður eisini umrøddur í eini kjakgrein, sum William Heinesen skrivar í ”Tingakrossi” nr. 60, 1937 ”Lívið í Føroyum”, eisini prentað í bókini ”William ummælir fagrar listir”, Fannir 2000. Grein Williams er, sum skilst, eitt aftursvar til grein, ið Sverre Patursson hevði skrivað. William byrjar soleiðis:

Og hann heldur fram:

Bókmentir

Dahl, Árni: “Bókmentasøga 2”, Fannir 1981.

Falk Rønne, Jørgen: “Færøerne, en skildring af land og folk”, 1900.

Falk Rønne, Jørgen: “Konsulinden”, 1924.

Falk Rønne, Jørgen: “Lykkens land”, 1917.

Falk Rønne, Jørgen: “Mens Nordhavet bruser”, 1920.

Falk Rønne, Jørgen: “Pigen fra Hellnæs”, 1930.

Falk Rønne, Jørgen: “Taagernes Ø”, 1928.

Falk Rønne, Peter: “Eydnulandið”. Chr. Holm-Isaksen týddi, Felagið Varðin 1923.

Falk Rønne, Peter: “Fra Babylon til Bregnerød”, lystspil i 4 Akter, premiere 24.01-1924 på Folketeatret.

Falk Rønne, Peter: “Lykkens land”, Folkeskuespil i 4 Akter efter Fortælling af Jørgen Falk Rønne, premiere 06.01-1922 på Folketeatret.

“FF-blaðið” nr. 43, 1923.

Gerðabók Klaksvíkar sjónleikarfelags.

Holberg, Ludvig: “Jeppe paa Bjerget”, 1722.

Hoydal, Gunnar: “Í havsins hjarta”, Sprotin 2007.

Heinesen, William: “Lívið í Føroyum”. Tingakrossur nr. 60, 1937. Eisini prentað í “William ummælir fagrar listir”, Fannir 2000.

Isaksen, Kristin Holm: “Sjónleikur í Føroyum”. Varðin 5. bind, 1925.

“Tingakrossur” nr. 14-30, 1923.

Viderø, Kristian Osvald: “Saga Skálavíkar, Húsavíkar, Skarvanesar, Dals, Skúoyar, Dímunar, Sands, Skopunar, Hestoyar, Kolturs”, Bókagarður 1991.

flb.fo

In 1889 the young Danish clergyman Jørgen Falk Rønne and his wife came to the Faroes where they stayed at the village Sandur for six years. He later wrote the novel “Lykkens land” (The Land of Bliss), 1917, which takes place at the parsonage in Sandur.

Keeping the original title his son Peter Falk Rønne rewrote the novel into a play that was first performed in Copenhagen in 1922. Kristin Holm Isaksen translated the play into Faroese (published in 1923), i.e. the young Danish couple still spoke Danish where as their Faroese servants and the other villagers now spoke their native tongue: Faroese. In the translator’s opinion this would feel more natural to the Faroese audience, which it certainly did. As a matter of fact the play has been very popular in the Faroes. It has been performed several times in many villages all over the islands.

 “The Land of Bliss” deals with the everyday life of an isolated society for better for worse. There is the well-intentioned young wife of the clergyman, the deranged villager, the confidence-inspiring boatman, the different types of servants and the farmer’s wife rooted in the old society, who feels herself to be above the other villagers.