Mítt land, mítt land, mítt mó›urland,
tá barn eg var,
eg kn‡tti at tær ástarband;
úr fjalli og á fjørusand
tú d‡rt ert mær.
Hvørt sund, hvørt sker, hvønn stein, hvørt strá
eg elska má.
Eg elski tína blómulí›,
tín gylta dal,
tín fuglasong á summartí›
og áirnar vi› eyrri›um í,
títt fossaspæl,
tín sjógv, sum fø›ir fisk og hval
í ómett tal.
Eg elski tína sí›u skor,
tín lundaring;
tín bylgjudans um bátabor›;
men mest títt fólk. Ei geva or›
um heimsins kring
í míni sál so sælt eitt ljó›
sum: land og tjó›.
Her slitu fedrar sína tí›
í sorg og gleim,
ei gjørdist lagnan altí› blí›,
tó fúsir teir vi› bló›sprongt strí›
sær bygdu heim.
Nú hvíla teir í síni jør›,
og trúgv hon grør.
So sárar sigast søgur frá
um hildarleik,
so mangur søkk í bylgju blá,
og bló›ugt lík á hellu lá,
tá upsin sveik.
Men teirra strí› og stórverk prú›
oss lívga nú.
So hvíli fedrar væl í fri›
og gloymdir ei.
Hin d‡ra arv, vit tóku vi›,
várt fagra mál, vár frí›a si›,
várt æviskei›
á fyrndargrund at fremja væl
nú vígast skal.
Gud, signa tú mítt d‡ra land,
mítt heim í ver›,
so gjøgnum sirm og sólarbrand
ta› grør til fagran blómustand,
og fruktir ber.
Tín miskunn fevni mild og blí›
um dal og lí›.
Mín tjó›! Gud lat' teg vísdóm fá'
til heimsins gagn,
so kærleiki og semja má
ímillum manna eiga rá›.
Vi› rættarmagn
tú vinn tær fram; statt stolt og frí
um alla tí›.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
Mítt fagra land • sí›a 2 av 2
© Føroya Skúlabókagrunnur 2006
