– 12 –
– 13 –
&
?
#
#
c
c
j œ
Eg
Eg
Eg
J œ
3.
2.
1.
j œ J œ
œ
.œ œ
els -
els -
els -
ki
ki
ki
teg,
teg,
teg,
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ œ œ
land,
land,
land,
tá
eg
ið
eg
œ œ œ
œ œ œ
œ
.œ œ
els -
du -
els -
ki
nan -
ki
teg,
di
teg,
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ .œ œ
land!
hart
land!
tá
gjøg-
tá
ið
num
ið
œ .œ œ
œ .œ œ .œn
œ
œ
.œ œ
grø -
skør -
ill -
nur
ði -
lý -
er
ni
sið
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
&
?
#
#
œ
.œ œ
da -
stor -
spæ-
lur
mu -
lir
og
rin
um
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
˙
ong,
fer,
tind,
˙
œ
.œ œ
da -
stor -
spæ-
lur
mu-
lir
og
rin
um
œ
.œ œ
œ ‰ j œ
og
og
og
œ
J œ
œ ‰
jœ
ong,
fer,
tind,
œ
J œ
œ
.œ œ
byl -
lof -
sól
gjur -
tið
li -
nar
er
tar
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
œ œ œ œ
kys -
vor -
skýggj
sa
ðið
eins
og
so
og
œ œ œ œ
œ œ œ œ
œ
œ œ
œ œ .œ œ
fev -
bi -
lo -
na
kan -
gan -
tín
di
di
œ œ .œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
&
?
#
#
œ ‰ j œ
sand.
svart.
brand,
Eg
Tá
tá
œ
J
œ ‰
j œ
œ
J œ#
œ
.œ
œ
ken -
els -
kenst
ni
ki
tað,
eg
teg,
sum
œ
.œ
œ
œ
.œ
œ
œ
.œ
œ
œ œ œ
teg,
land,
stevn -
sum
di
eg
ein
ein
œ œ œ
œ œ œ
œ œ
œ#
.œ œ
els -
vøl -
sig -
ki
va
ran -
teg,
tú
di
œ
.œ œ
œ
.œ œ#
œ
.œ œ
.œ
œ œ
land,
vart,
and'
tá
ið
so
ið
.œ
œ œ
œ œn
œ
tá
ið
so
ið
œ œ œ
&
?
#
#
œ œ œ
œ#
fug -
fram -
treyst
lu -
skyg -
mó -
rin
da
ti
œ œ# œ
œ#
œ
œ
œ
œ œ œ
œ
œ
.œn
œ
byr -
sá -
him -
jar
li -
mal -
sín
na
sins
œn
.œ œ
œ
.œ œ
œ
.œ œ
.˙
Œ
song.
ger.
grind.
.˙
.˙
Œ
.˙
Eg elski teg, land
Petur Alberg
Eg elski teg, land
4. Tú dregur meg at tær, tín megi er stór,
og minnið um teg er mær kært.
Eg veit eina stund, eg tær trygdareið svór,
og um eg enn víða um verðina fór,
tú støðugt í huga mær vart.
5. So mikið er prentað, og mikið er sagt
um teg og um vesaldóm tín,
so sárt hava mangan teg synirnir rakt,
tó enn hevur ikki títt merki tú lagt,
títt snjóskæra drotningarlín.
6. Er sonur tín ikki, sum vónandi var,
er ættin øll ráðleys og veik,
kann vera, hin stundin tó ikki er fjar,
tá tú kanst tær byggja av nýggjum ein garð
og byrja av nýggjum ein leik.
7. Og byrjar tú leikin, so fylkir tú lið
av monnum, ið virða teg hátt,
sum ei vilja geva teim dvørgunum grið,
ið bergtaka fólkið og ynda tann sið
at lúra og lirka so smátt.
8. Sum kongsmóðir ert tú, ið rikin úr høll
til fjarløgdu oyggjarnar fór.
Hon átti sær son, hann fór fram yvir fjøll,
hann valdi sær garpar; tá stúrsaðu øll,
tí hansara megi var stór.
Hans A. Djurhuus
